præstation

Verdensmester triumferer i comeback efter dopingpause

Christian Coleman vandt søndag sit første 100 meter-løb efter en 18 måneders dopingkarantæne.

Christian Coleman var stærkeste mand i feltet, da der blev dystet på 100-meteren i Tokyo søndag.
Christian Coleman var stærkeste mand i feltet, da der blev dystet på 100-meteren i Tokyo søndag. Takuya Matsumoto/Ritzau Scanpix

Den forsvarende verdensmester i 100 meter-løb Christian Coleman fra USA gjorde søndag comeback på distancen, da han stillede op til et stævne i Tokyo.

Coleman var hurtigste mand i feltet, da han sejrede i tiden 10,09 sekunder i byen, som han ikke kunne dyste i ved sidste års sommer-OL på grund af karantæne.

- Jeg er glad for at have åbnet min sæson med en ret anstændig tid. Det er helt sikkert noget, der kan bygges videre på, sagde han ifølge AFP efter sejren i Golden Grand Prix i Tokyo.

Den 26-årige sprinter måtte først i januar genoptage karrieren, efter at han havde udstået en 18 måneders dopingkarantæne.

Coleman havde ikke afleveret en positiv dopingprøve, men han forsømte at oplyse om sine såkaldte whereabouts - altså sine opholdssteder - så antidopingmyndighederne kunne teste ham uanmeldt.

Det forsømte han tre gange på et år, hvor antidopingfolk forgæves mødte op for at teste ham, og så falder dopinghammeren alligevel.

Den store drøm om OL-guld i Tokyo brast, men nu er verdensmesteren fra 2019 tilbage på sporet.

Da Coleman vandt VM i 2019, gjorde han det i tiden 9,76 sekunder. Med en tid på 6,34 sekunder er han desuden indehaver af verdensrekorden på 60 meter.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden