Verdensstjerne nyder enorm opbakning i Hjørring
Hjørring Futsal Klub er blevet hjemsted for en sand superstjerne, men der er ingen stjernenykker. Til gengæld er der stjernestøv
HJØRRING: Hjørring Futsal Klub fik i sommerpausen tilgang af et vaskeægte fænomen. Når det gælder sociale medier er Brian Mengel - bedre kendt som "Brizze" - nemlig i en liga for sig.
På sin internationale Instagram-profil har "Brizze" næsten 1,1 million følgere. Det er et tal, der placerer ham i Superligaen over de mest fulgte danskere på det populære medie. Til sammenligning har Kasper Schmeichel, Kevin Magnussen, Viktor Axelsen og Simon Kjær ikke ligeså mange følgere.
Det er med andre ord en SoMe-superstjerne, der flere gange om ugen sætter sig i bilen og tager turen fra Sønderjylland til Hjørring for at træne med de nye holdkammerater i Hjørring Futsal Klub.
Her handler det nemlig ikke om at lave opslag eller anden indhold til de mange følgere. Her handler det om at have det sjovt sammen med holdkammeraterne i Hjørring Futsal Klub.
- Jeg træner ofte i Park Vendia - også ved siden af den normale futsaltræning. Det er en fornøjelse at mærke den venlighed, jeg bliver mødt med her. Da jeg boede i København var det ikke altid, at folk var glade for, at jeg skulle træne i en hal. Her i Hjørring bliver jeg bare modtaget med åbne arme, siger "Brizze".
Rent sportsligt er det en ny rolle, som "Brizze" skal udfylde hos Hjørring Futsal Klub. Tidligere har han spillet på et midterhold i ligaen, hvor både spilopbygning og mange afslutninger var lagt i fødderne på ham. I Hjørring er der flere om buddet.
- Jeg kan godt mærke, at vi har nogle flere dygtige spillere, så der er måske ikke helt så meget spilletid til mig, som jeg har været vant til. Det går dog fremad med at komme ind i systemerne, og måske kan der ligge mere spilletid at vente på mig. Jeg forsøger bare at få mest ud af de minutter, som jeg får på banen, siger "Brizze", der også så småt er ved at have fundet nøglen til at forstå klubbens karismatiske træner Sergio Benatti. Den brasilianske træner taler nemlig en form for engelsk, der kræver lidt afkodning.
- Det var svært at forstå i starten. Jeg kunne ikke så godt forstå hans engelsk, så det gav en del misforståelser, men det er blevet meget bedre. Jeg tror også, det har hjulpet, at jeg kan lidt spansk, så vi har kommunikeret på lidt forskellige sprog, fortæller Hjørring-profilen.
Fantastisk stemning
I det hele taget nyder han at være en del af Hjørring Futsal Klub. De gode mennesker er med til at opveje en lang køretur for "Brizze", der bor omkring Kolding.
- Det er nogle gode mennesker, der er her i klubben. Jeg har et sted stillet til rådighed, så jeg kan overnatte i Hjørring. Så når jeg kører herop, så er det typisk for at være i Hjørring flere dage i træk. Køreturen på flere timer kan godt være lidt hård nogle gange, men jeg bliver altid glad af at træne sammen med de andre gutter, siger den fodrappe futsalspiller.
En anden ting, "Brizze" roser, er stemningen til holdets kampe. Der er nemlig både flot fanopbakning hjemme og ude. Bedst illustreret ved en fredag aften, hvor mange Hjørring-fans gerne tager en tur til Viborg for at støtte holdet.
- Stemningen fejler i hvert fald ikke noget. Det er fantastisk, at vi stort har haft udsolgt til alle vores hjemmekampe. Det siger lidt om, hvad det er for en interesse, der er for klubben.
Den interesse er "Brizze" meget naturligt centrum for. Særligt efter kampene er den populære YouTube og Instagram-profil en eftertragtet mand. Nok ikke i helt samme skala, som man oplever det efter en Aalborg Håndbold-kamp med Mikkel Hansen, men det kan sagtens sammenlignes.
- Jeg kan da godt mærke, at jeg nok kommer lidt senere ind i omklædningsrummet end de andre, men det er kun dejligt, at vi har glade tilskuere, og så tænker jeg, at interessen omkring mig nok skal tage af med tiden, siger "Brizze", der har mange jern i ilden.
Futsal er kun en af mange bolde, som fodboldkunstneren skal holde i luften. "Brizze" har eksempelvis lige været til VM i teqball, der bedst kan beskrives som fodbold på et bordtennisbord.
- Jeg vil gerne være med til at fastholde unge mennesker i fodboldens univers på den ene eller anden måde. Teqball er et godt alternativ for de unge mennesker, der eventuelt er kørt død i fodbolden på klubplan. Det er desuden en sjov måde at holde sig i gang på, og jeg kan heldigvis konstatere, at vi ser flere og flere teqball-borde rundt om i Danmark. Interessen er der, men muligheden for at spille teqball har manglet, siger "Brizze".
Fredag aften skal han og Hjørring Futsal Klub ud i den sidste grundspilskamp hjemme mod Viborg. Her er der allerede udsolgt, så der venter ham og de øvrige spillere en fantastisk kulisse.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.