Sport

Verdenstoer er ude af French Open efter choknederlag

Australian Open-mesteren Elena Rybakina blev sendt ud af French Open mod ukrainske Yuliia Starodubtseva.

Elena Rybakina led et chokerende nederlag i anden runde af French Open.
Elena Rybakina led et chokerende nederlag i anden runde af French Open. Alain Jocard/Ritzau Scanpix

En af de helt store profiler ved French Open blev onsdag sendt ud efter et chokerende nederlag i anden runde.

Kasakhiske Elena Rybakina, der er nummer to i verden, bragte sig foran med et sæt, men endte alligevel med at tabe til ukrainske Yuliia Starodubtseva, der er nummer 55 i verden.

Starodubtseva vandt på dramatisk vis efter en intens afslutning i tre sæt med cifrene 3-6, 6-1, 7-6 efter tiebreak i sidste sæt.

Dermed er Rybakina, som tidligere i år vandt Australian Open, ude af den franske grand slam-turnering.

For den 26-årige ukrainer var det den største sejr i karrieren.

- Ærligt talt er det svært at beskrive. Jeg er virkelig glad, siger Starodubtseva efter kampen ifølge AFP.

- Jeg er virkelig stolt af mig selv over, at jeg kunne gøre det i dag. Det var et svært tredje sæt, men jeg fik det klaret til sidst, tilføjer hun.

Det er Rybakinas første nederlag i en af de to første runder i en grand slam-turnering siden Australian Open i 2024.

Starodubtseva møder enten amerikanske Hailey Baptiste eller kinesiske Wang Xiyu i tredje runde.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden