Sport

Verstappen lægger spekulationer om skifte i graven

Forud for weekendens Formel 1-grandprix i Ungarn bekræfter Max Verstappen, at han bliver på Red Bull i 2026.

Verstappen  har kontrakt med Red Bull til udgangen af 2028, men der har været rygter om et tidligt exit for hollænderen, der dog nu har bekræftet, at han bliver på holdet i 2026.
Verstappen har kontrakt med Red Bull til udgangen af 2028, men der har været rygter om et tidligt exit for hollænderen, der dog nu har bekræftet, at han bliver på holdet i 2026. Bernadett Szabo/Reuters

Efter en del spekulationer om Formel 1-stjernen Max Verstappens fremtid bekræfter den forsvarende verdensmester, at han også i næste sæson vil køre for Red Bull.

- Jeg tænker, at det er tid til at stoppe alle rygterne. Det har hele tiden været klart for mig, at jeg bliver, siger Verstappen ifølge nyhedsbureauet Reuters forud for weekendens grandprix i Ungarn.

- Sådan har følelsen været i hele teamet, fordi vi altid diskuterer, hvad vi kan gøre med bilen. Hvis man ikke bliver, holder man op med at tale om den slags ting. Og det har jeg aldrig gjort.

Verstappen har kontrakt med Red Bull til udgangen af 2028, men henover sommeren har der været rygter om et tidligt exit for hollænderen, og klausuler i hans kontrakt ville gøre et skifte muligt.

Mercedes' George Russell har blandt andet holdt liv i spekulationerne ved at sige, at hans team har haft samtaler med Verstappens bagland om hollænderens fremtid.

Red Bull-teamet har i denne sæson ikke ramt det samme sportslige niveau som i de seneste sæsoner.

Verstappen, der har vundet verdensmesterskabet i de seneste fire år, ligger aktuelt nummer tre i VM-stillingen et godt stykke fra de to øverste pladser, som indtages af Mercedes-kørerne, George Russell og Oscar Piastri.

Derudover har der også været en del intern uro på holdet, og tidligere på sommeren skilte man sig af med den mangeårige succesfulde teamchef Christian Horner.

Det har dog ikke ændret på, at Verstappen nu har sagt, at han vil være en del af holdet i den kommende sæson.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden