Vestkystens krigere har genfundet sig selv i NBA

Efter flere års nedtur er Golden State Warriors tilbage i NBA-finalen. Holdets stærke kerne er intakt.

Der er igen grund til at smile i Golden State Warriors, som er gået ubesejret gennem slutspillet på hjemmebane. I finalen venter Boston Celtics. <i>Kelley L Cox/Ritzau Scanpix</i>

Der er igen grund til at smile i Golden State Warriors, som er gået ubesejret gennem slutspillet på hjemmebane. I finalen venter Boston Celtics. Kelley L Cox/Ritzau Scanpix

Det blev udråbt til et dynasti. Måske endda det bedste hold nogensinde.

Men efter fem NBA-finaler på stribe med tre mesterskaber iblandt røg basketballholdet Golden State Warriors ned i en stor bølgedal.

Skader og massiv modgang gjorde holdet til ligaens dårligste for bare to år siden.

Kernen med Stephen Curry, Klay Thompson og Draymond Green forblev dog intakt, og efter at den igen har fået lov at folde sig ud, er resultaterne fulgt med.

Natten til fredag tager holdet fra San Francisco hul på finaleserien mod Boston Celtics, hvor Warriors' comeback til det største rampelys kulminerer.

- Det vigtigste er, at de spillere, der har været skadede, er kommet tilbage, fastslår Morten Stig Jensen, der er vært for basketprogrammet "Buzzer Beater" på Radio4 og vært på TV 2 Sport.

- En ting var, at Klay Thompson var ude i to et halvt år, men vi skal heller ikke glemme, at Curry kun spillede fem kampe for to år siden.

- De har fået de rigtige brikker ind på holdet, mens Klay Thompson har været ude, men det er helt sikkert hans retur, der har fået det hele til at gå op i en højere enhed, siger han.

Warriors kvalificerede sig til finalen ved at banke Dallas Mavericks klart i semifinaleserien.

- We back (vi er tilbage, red.), lød energiudladningen fra Draymond Green på podiet, da den første finaleplads siden 2019 var en realitet.

Den rutinerede trekløver er på kontrakt i flere sæsoner endnu, og der er ikke meget, der tyder på, at Golden State Warriors står på tærsklen til en ny nedtur.

Så længe de kan holde sig skadefri i hvert fald.

Og netop det kan den talentfulde unge klike bestående af Jordan Poole, Jonathan Kuminga, James Wiseman og Moses Moody være afgørende for.

- Hvis de fire spillere rammer, har du mulighed for at forlænge Currys, Thompsons og Greens karrierer. For så behøver de ikke at tage den samme form for opmærksomhed og ansvar i begge ender af banen.

- Man kan langsomt, men sikkert lægge mere og mere ansvar over på de unge i grundspillet og så holde stjernerne helt klar til playoffs, vurderer Morten Stig Jensen.

Warriors' 53 sejre i grundspillet rakte til en tredjeplads i den vestlige halvdel af ligaen, men da finalemodstanderen Boston Celtics vandt to kampe færre i øst, har californierne fordel af hjemmebane i en eventuel kamp syv - den afgørende finaleduel.

Det kan blive udslagsgivende, for Golden State Warriors har endnu ikke tabt en eneste af sine ni hjemmekampe i slutspillet.

Første kamp spilles i Chase Center i San Francisco fredag klokken 03 dansk tid.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.