Sport

Veteranen Vos åbner kvindernes Tour med sejr i Visma-dominans

Visma blev nummer et og tre, da den hollandske veteran Marianne Vos vandt 1. etape af Tour de France Femmes.

Marianne Vos gjorde arbejdet færdigt, efter hendes holdkammerater havde sørget for et samlet felt inden målbakken. (Arkivfoto).
Marianne Vos gjorde arbejdet færdigt, efter hendes holdkammerater havde sørget for et samlet felt inden målbakken. (Arkivfoto). Miguel Riopa/Ritzau Scanpix

Selv om alderen har rundet 38, ved hollandske Marianne Vos (Visma) stadig, hvordan man vinder cykelløb.

Lørdag tog den hollandske veteran sejren på 1. etape af kvindernes Tour de France, da hun var stærkest på den afsluttende målbakke og samtidig snuppede den gule førertrøje.

Finalen blev domineret af Visma, og hvis ikke Vos havde taget sejren, var det formentlig holdkammerat Pauline Ferrand-Prevot, der havde krydset målstregen først.

Franskmanden trak fra spids fra feltet med cirka 500 meter til mål, men på de sidste meter passerede Vos holdkammeraten. Mellem de to Visma-ryttere blev verdensmesteren Kimberley Le Court Pienaar nummer to.

Vos' holdkammerater styrede med hård hånd feltet i den kuperede finale og sørgede for, at der var samling blandt favoritterne inden den afsluttende målbakke, hvor veteranen altså gjorde arbejdet færdigt.

Kvindernes Tour de France består i år af ni etaper og slutter 3. august.

Særligt 2. august venter der store udfordringer for rytterne, når der er mål på toppen af den hårde Col de la Madeleine-stigning.

Forrige års vinder, hollandske Demi Vollering, er måske den største favorit, men kommer til at få hård konkurrence fra blandt andre sidste års vinder, polske Katarzyna Niewiadoma.

Niewiadoma og Vollering blev henholdsvis nummer fire og fem på åbningsetapen.

Den resterende del af det franske løb bliver dog uden Marlen Reusser, der ellers i 2025 har vist et højt niveau.

Den schweiziske stjerne døjede med sygdom og endte med at udgå undervejs på 1. etape.

I alt fire danskere er med i Tour de France, men ingen af dem spillede en rolle i lørdagens finale. Cecilie Uttrup Ludwig blev bedste dansker som nummer 41.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden