VFF-træner efter pletvask: - Mega vigtig sejr
Ronnie Schwartz viste mod Fremad Amager, at han stadig kan finde ud af at score mål, og Vendsyssel viste med en 2-0-sejr, at holdet rummer et stort potentiale
Opdateret kl. 07:07
FODBOLD: Vendsyssel FF tog syvmileskridt væk fra nedrykningsstregen, da Fremad Amager blev besejret 2-0, men det var ikke kun de tre vitale point, der var medvirkende til, at humøret var i top efter kampen.
Der var nemlig flere ting, som gik op i en højere enhed for VFF-lejren. Først og fremmest var indsatsen noget af det bedste, der er præsteret i meget lang tid fra vendelboernes side. For det andet var Wessam Abou Ali tilbage i startopstillingen for første gang, siden han kom til klubben forrige sommer. Dagens tredje opløftende moment var fan-opbakning, der er vej til at blive genskabt. Der var vokal opbakning for første gang i dette forår. For det fjerde og nok så vigtigt, var plaffeministeren Ronnie Schwartz på pletten for første gang i Vendsyssel-trøjen, da han gjorde det til 1-0 efter en halv time.
- Det er længe siden, at jeg senest har scoret. Vi er oppe over et år, siden jeg sidst har scoret, så det var dejligt at se bolden gå i mål. Ikke mindst fordi der har været nogle chancer, som jeg burde have scoret på, siger Ronnie Schwartz, der efterhånden har opbygget så meget rutine, at han ikke ryster på hånden over manglende mål.
- Tidligere havde det påvirket mig mere, end det gør nu. Jeg ved, at så længe man kommer frem til chancen, så er det bare et spørgsmål om tid. Jeg føler ikke, at det har påvirket mig i den daglige træning. Sådan var det også i dag. Jeg ville blive mere frustreret, hvis jeg ikke kom til chancerne, siger Ronnie Schwartz, der satser på, at målet mod Fremad Amager kan blive startskuddet til en stime af scoringer.
Der er i det hele taget forårsfornemmelser hos VFF, der tog et vigtigt skridt mod overlevelse ved at distancere Fremad Amager med seks point. Det er samtidig lig med seks points luft til nedrykningspladserne, der besættes af Fremad Amager og Jammerbugt FC.
- Det er mega vigtigt, at vi har seks point ned til stregen nu. Vi skal lige have lov til at glæde os over den her sejr og præstation, og så skal vi forberede os til kampen mod Esbjerg, siger cheftræner Henrik Pedersen, der havde foretaget lidt ændringer for at give bedre arbejdsforhold til Ronnie Schwartz.
- Vi fik flere folk placeret tættere på det centrale område, og det var afgørende for, at vi kunne dominere første halvleg. Her spillede vi en meget solid kamp, og efter pausen havde Fremad Amager måske bolden mere, men vi stod godt i vores defensiv, så vi havde styr på kampen hele vejen, siger Henrik Pedersen, der var glad for, at Vendsyssel FF kunne vaske tavlen ren med sejren og præstationen mod Fremad Amager.
- Vi fik vasket skampletten fra sidste runde i Køge væk. Det var ikke vores rette niveau, vi fik vist der. Det skal med, at vi havde en del spillere syge til den kamp, men det var stadig dejligt, at vi fik vist noget helt andet denne gang, siger Henrik Pedersen.
Vendsyssel FF - Fremad Amager 2-0 (1-0)
Mål: 1-0 Ronnie Schwartz (30. minut), 2-0 Zander Hyltoft (68. minut)
Vendsyssels hold (3-4-3): Lukas Jonsson - Daniel Mortensen, Mads Greve, Xandro Schenck - Rune Frantsen, Jelle van der Heyden, Mikkel Wohlgemuth (Parfait Bizoza, 80. minut), Zander Hyltoft - Lucas Jensen, Ronnie Schwartz (Jeppe Pedersen, 68. minut), Wessam Abou Ali (Panagiotis Armenakas, 86. minut)
Advarsler: Jakob Johansson (17. minut), Jacob Haahr (25. minut), Markus Bay (60. minut), Cornelius Allen (75. minut)
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.