Viborg forlænger Sønderjyskes sejrstørke med 2-1-sejr
I Superligaens nedrykningsspil vandt Viborg 2-1 over Sønderjyske, som nu er uden sejr i 14 Superliga-kampe.

Viborg vendte tilbage efter landsholdspausen med maner. Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix
Fredag gjorde Viborg ondt værre for Sønderjyske, da viborgenserne på hjemmebane slog sønderjyderne med 2-1 i Superligaens nedrykningsspil.
Sønderjyske er dermed uden sejr i hele 14 Superliga-kampe i træk.
Begge mandskaber var bedre offensivt end defensivt, og det resulterede i mange store chancer.
På trods af udeholdets ene scoring brændte Sønderjyske flere store tilbud og ramte også stolpen undervejs. Viborg var omvendt effektiv, når mulighederne bød sig.
Farligst var Viborgs venstreside bestående af Christian Sørensen og Younes Bakiz, som gentagne gange spillede sig forbi Sønderjyske-forsvaret.
Viborg med 30 point fører nedrykningsspillet foran AGF, mens Sønderjyske på sidstepladsen har otte point op til nedrykningsstregen.
Viborg modstod Sønderjyskes indledende pres og bragte sig foran 1-0, da den gambiske angriber Alassana Jatta efter et kvarter fladt sparkede bolden ind.
Efter 32 minutter fordoblede hjemmeholdet føringen, da Viborgs offensivspiller Tobias Bech kanonerede bolden i kassen til 2-0 efter et hjørnespark, hvor Sønderjyske ikke clearede bolden tilstrækkeligt.
Kort før pausen var Sønderjyske meget tæt på at reducere. Kantspilleren Emil Frederiksen ramte først stolpen og sparkede dernæst returbolden over mål trods et halvtomt Viborg-bur.
Midtvejs i anden halvleg brændte sønderjyderne endnu en stor mulighed, da indskiftede Peter Christiansen overplacerede sin afslutning få meter fra mål.
Sønderjyskes Rilwan Hassan reducerede i tillægstiden til slutresultatet 2-1.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.