Viborg nedtoner historisk start: Vi lader os ikke narre

Viborg har fuldt fokus på at holde snuden i sporet trods en historisk god start på en sæson i Superligaen.

- Vi kender godt vores plads i hierarkiet, og vi lader os ikke narre af et øjebliksbillede, siger Viborg-træner Jacob Friis efter mandagens sejr. <i>Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix</i>

- Vi kender godt vores plads i hierarkiet, og vi lader os ikke narre af et øjebliksbillede, siger Viborg-træner Jacob Friis efter mandagens sejr. Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

For første gang står Viborg FF noteret for 18 point i Superligaen efter ni spillerunder.

Holdet er samtidig kun to point fra førerholdet, FC Nordsjælland, og har desuden vundet samtlige fem hjemmekampe i sæsonen.

Cheftræner Jacob Friis understreger, at han er godt tilfreds med sæsonen indtil videre, men han siger samtidig, at holdet langtfra kan begynde at slække på koncentrationen.

- Vi kender godt vores plads i hierarkiet, og vi lader os ikke narre af et øjebliksbillede.

- Vi kommer ikke til at hvile på laurbærrene, fordi vi har fuldt fokus på at blive endnu bedre, og så må vi se, hvad det rækker til.

- Der er ingen, der kan tage de 18 point fra os, men det, vi er mest glade for, er, at vi har leveret stabile præstationer med meget få negative udsving, siger Jacob Friis.

Viborgensernes anfører, Jeppe Grønning, er på bølgelængde med sin cheftræner, men han tilføjer, at de grønblusede burde havde fået flere point i løbet af sæsonen.

- Vi har selvfølgelig gjort det godt, men jeg synes egentlig, at vi burde have fået nogle flere point.

- Vi er ikke blinde, og vi ved godt, at det rykker i tabellen, og det er klart, at det kan blive rigtig sjovt, hvis vi kan blive ved.

- Der er intet, der er givet i fodbold, og vi ved godt, hvor vi kommer fra, så vi har fuldt fokus på at holde snuden i sporet, siger han.

Han ved godt, hvad det kræver at nå helt til tops, men især holdets hjemmebanestatistik gør ham fortrøstningsfuld for resten af sæsonen.

- Vi har en standard, og jeg ved, at vi stadigvæk kan forbedre os, men det er ikke sjovt at komme her (Energi Viborg Arena, red.) for tiden, siger Grønning.

På trods af seks sejre i sæsonen har Viborg haft svært ved at holde buret rent. Kun én gang er det lykkedes holdet at gå fra banen, uden at modstanderen har scoret.

Senest mod AC Horsens i mandagens 2-1-sejr lykkedes det heller ikke for mandskabet.

- Det irriterer mig selvfølgelig, at vi ikke holdt buret rent mod Horsens.

- Vi evaluerer uge efter uge, og der er selvfølgelig ting, vi gerne vil forbedre defensivt efter hver kamp, men vi har ikke decideret snakket om, at vi ikke har gjort det godt nok, siger Grønning.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.