Sport

Victor Froholdt bliver matchvinder for Porto

Med lidt over en måned til Danmarks vigtige playoffkampe viste Victor Froholdt god form og blev matchvinder.

Victor Froholdt scorede søndag aften sit fjerde mål i Porto-trøjen, da han blev matchvinder i en 1-0-sejr.
Victor Froholdt scorede søndag aften sit fjerde mål i Porto-trøjen, da han blev matchvinder i en 1-0-sejr. Miguel Riopa/Ritzau Scanpix

Midtbanespilleren Victor Froholdt har gang i en mere end godkendt debutsæson i portugisiske FC Porto, og søndag aften indtog han sågar matchvinderrollen for sit mandskab.

Froholdt scorede det eneste mål, da Porto i egen hule vandt 1-0 over Rio Ave i den portugisiske liga.

Den utrættelige midtbaneslider har sæsonen igennem været fast inventar på midtbanen for Porto. Holdet topper ligaen med fire point ned til den nærmeste forfølger, Sporting.

Scoringen søndag aften var den fjerde i Porto-trøjen for Froholdt, siden han i sommerpausen blev købt i FC København.

Danskeren tog halvvejs i første halvleg et aggressivt løb i feltet og sparkede fra nært hold et fladt indlæg i netmaskerne.

Froholdts energi og arbejdsindsats mellem felterne kunne meget vel blive gavnlig for landsholdet, der om lidt over en måned skal forsøge at sikre adgang til sommerens VM-slutrunde i Canada, USA og Mexico.

26. marts gælder det en kamp mod Nordmakedonien.

Hvis det ender med sejr, skal Danmark møde enten Irland eller Tjekkiet på udebane om en VM-billet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden