Vigtigt Aalborg-comeback til mødet med sæsonens overraskelse
Cheftræner Stefan Madsen glæder sig over at kunne tage en styrket trup med til onsdagens topkamp i Fredericia
Opdateret kl. 11:48
HÅNDBOLD: Aalborg Håndbold har måttet undvære holdets svenske verdensstjerne Felix Claar i de to første ligakampe efter EM-slutrunden, men nu lysner det. Playmakeren har rejst sig fra sygesengen og indgår i truppen til onsdagens topkamp på udebane mod Fredericia.
- Han var tilbage på banen i går (mandag, red.), og så må vi se, hvor meget han kan bidrage med onsdag. Efter at han kom tilbage fra EM, nåede han kun at træne med en enkelt gang, inden han lagde sig syg, fortæller cheftræner Stefan Madsen.
Felix Claar slutter sig til de spillere, der søndag slog Mors-Thy Håndbold 37-32 på hjemmebane, mens Aron Palmarsson, Martin Larsen og Sebastian Henneberg fortsat er på skadeslisten.
Fredericia er denne sæsons helt store overraskelse i HTH Herreligaen, hvor de indtager tredjepladsen. Sydjyderne drillede også længe Aalborg Håndbold i sæsonens første møde, som de danske mestre blot vandt 32-30.
Uortodoks modstander
- Det er en giftig modstander, som i perioder spiller med et voldsomt offensivt forsvar, som kan være svært at løse. Der kan Felix Claar blive vigtig med sit gennembrudsspil, men jeg må også sige, at jeg er dybt imponeret over, hvordan Henrik Mølgaard præsterede som vikar på playmakerposten i søndagens kamp, lyder det fra Aalborgs cheftræner.
I angrebet spiller Fredericia nærmest konsekvent syv mod seks, og det havde de danske mestre svært ved at dæmme op for, da de mødte dem i december.
Netop aalborgensernes defensiv skal op i niveau i forhold til søndagens kamp mod Mors-Thy, der fik lov at score 19 mål i første halvleg.
- Vi skal helt sikkert steppe op, for vi var for langt fra hinanden og ramte slet ikke samme niveau som i fredags mod TTH Holstebro. Men jeg tror, at den del af forklaringen skal findes i, at der var lidt træthed i benene hos nogle af spillerne. Vi havde ikke lang tid til at restituere efter fredagens kamp i Holstebro, forklarer Stefan Madsen.
Der er kampstart i Fredericia klokken 19. Kampen vises ikke i tv, men til gengæld kan du følge den i en liveblog på nordjyske.dk.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.