Viktor Axelsen udnyttede sin finaleerfaring i nedsabling

Zhao Jun Peng havde aldrig stået i en World Tour-finale, før han mødte Viktor Axelsen, som er mere erfaren.

Viktor Axelsen var overlegen i sin sejr over Zhao Jun Peng. <i>Dita Alangkara/Ritzau Scanpix</i>

Viktor Axelsen var overlegen i sin sejr over Zhao Jun Peng. Dita Alangkara/Ritzau Scanpix

Viktor Axelsen jævnede kinesiske Zhao Jun Peng med jorden, da han søndag sikrede sig sejren i Indonesia Open-finalen.

Med triumfen afsluttede den danske badmintonstjerne et par uger med stor succes i Jakarta.

I den første uge vandt han Indonesia Masters, og i den anden uge vandt han Indonesia Open.

Den anden turneringssejr var den største. Indonesia Open er således klassificeret som en Super 1000-turnering og er dermed en af årets største turneringer.

Netop det fik den fynske tennisstjerne til at juble.

- Det føles fantastisk. Det er svært at beskrive, hvor glad og stolt jeg er. Man vil vinde de største turneringer, og Super 1000-turneringerne er de vigtigste.

- Så jeg er meget stolt af, hvordan jeg præsterede over to uger og leverede i alle kampe. Det er ikke let at præstere på det her niveau to uger i træk, siger Viktor Axelsen i transmissionen på TV 2 Sport.

Zhao Jun Peng havde aldrig stået i en World Tour-finale, før han søndag stod over for verdensranglistens nummer et, som også vandt turneringen sidste år.

Han virkede da også overrumplet over Viktor Axelsens suverænitet, og det var helt bevidst, at danskeren forsøgte at gå hårdt til sin modstander.

- Jeg har meget erfaring i at stå i de her finaler, og det prøvede jeg at udnytte, siger Viktor Axelsen.

Danskeren afslørede, at han vil forsøge at fejre sejren, inden han i næste uge drager mod Malaysia, hvor to nye turneringer venter.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.