Vingegaard efter styrt: Jeg slap med skrammer

Jonas Vingegaard røg i asfalten på 15. etape af Tour de France søndag, men thyboen siger, at han er okay

Jonas Vingegaard var i asfalten søndag. Her ses han før etapen. <i>Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix</i>

Jonas Vingegaard var i asfalten søndag. Her ses han før etapen. Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix

CARCASSONNE:Jonas Vingegaard slap med skrækken, efter at han søndag røg i asfalten efter et styrt på 15. etape af Tour de France.

Danskeren i den gule førertrøje røg ned, da hans holdkammerat Tiesj Benoot styrtede lige foran Vingegaard.

- Jeg er okay. Jeg har nogle skrammer på venstre side. Jeg røg ned, men var hurtigt oppe igen, siger danskeren, der ikke regner med, at styrtet kommer til at påvirke ham.

- Jeg føler mig okay. Selvfølgelig er jeg lidt øm, men det er normalt efter et styrt, siger han.

Umiddelbart før den førende dansker røg ned, udgik holdkammeraten hos Jumbo-Visma-mandskabet Steven Kruijswijk efter et styrt, hvor også holdets profil Wout van Aert var i asfalten.

Allerede før etapen trak Primoz Roglic sig på grund af efterveerne fra et styrt på 5. etape.

Dermed var det en hård dag for Jumbo-Visma-mandskabet, erkender Jonas Vingegaard, der nu må klare sig igennem de sidste seks etaper i Touren uden Roglic og Kruijswijk.

- Det er to virkelig vigtige holdkammerater, to virkelig stærke ryttere. Det er selvfølgelig ikke godt. Det har været en dårlig dag for os. Men vi fortsætter med at kæmpe hele vejen til Paris, siger Vingegaard.

Danske Jakob Fuglsang (Israel-Premier Tech) brækkede et ribben på søndagens etape efter et styrt, og det er uvist, om den 37-årige dansker stiller til start efter hviledagen mandag.

Det står helt klart, at Michael Mørkøv er færdig i Touren, da han ikke nåede i mål inden for tidsgrænsen på søndagens etape.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.