Vingegaard mod Pogacar kan blive dette årtis rivalisering

Jonas Vingegaard har afsløret hul i Tadej Pogacars panser, og nu kan de to duellere om Tour-tronen i mange år.

Jonas Vingegaard i gult og Tadej Pogacar i hvidt. De to unge ryttere kan mange år frem udkæmpe store kampe i Tour de France. <i>Gonzalo Fuentes/Reuters</i>

Jonas Vingegaard i gult og Tadej Pogacar i hvidt. De to unge ryttere kan mange år frem udkæmpe store kampe i Tour de France. Gonzalo Fuentes/Reuters

Kommer Jonas Vingegaard godt igennem lørdagens enkeltstart, vil han støde Tadej Pogacar ned af den Tour de France-trone, man ellers troede, sloveneren sad tungt på.

Siden Pogacar i 2020 vandt Touren på den afsluttende enkeltstart ved at stække landsmanden Primoz Roglic, har det nu 23-årige supertalent lignet en mand, der var umulig at slå.

Men Vingegaard har vist, at det kan lade sig gøre, og dermed har han også givet en antydning af, at cykelsporten kan have fået sin næste store Tour-rivalisering til de næste mange år.

Det mener den danske landstræner Anders Lund.

- Man kan jo herfra sagtens forestille sig en drabelig duellering de næste mange år mellem to fantastiske ryttere, som er så angrebsivrige og åbner cykelløbene så flot, som Vingegaard og Pogacar gør, siger Lund.

- Den rivalisering kan man jo allerede begynde at botanisere i.

Tour-historien har bragt store rivaliseringer som Eddy Merckx mod Luis Ocaña og Bernard Hinault mod Greg LeMond. Samt mange andre.

Kun tiden kan vise, om Vingegaard og Pogacar vil skrive lignende kapitler til Tourens historie, men med henholdsvis blot 25 og 23 år på bagen er potentialet til stede til mange drabelige dueller.

Pogacar har taget sine nedture flot undervejs, selv om han selvsagt havde håbet på et andet forløb. Men ifølge Anders Lund kan nedturen på sigt være godt for Pogacars image i den måske mangeårige Tour-duel.

- Med det romantiske blik på cykelløb kommer det også til at styrke Pogacars cykelkarriere, at der er en, der kan udfordre ham, selv om han er på toppen. Som faktisk kan slå ham, og at han viser noget sårbarhed og skrøbelighed, mener Anders Lund.

- Det er jo også det, der gør, at man kommer til at holde af en cykelrytter. At han også rummer det.

Landstræneren har haft et indgående kendskab til Jonas Vingegaard i adskillige år og har fulgt ham op gennem især U23-årene.

Først i sit tredje år som U23-rytter begyndte Vingegaard for alvor at give antydningen af et stort potentiale, og i sit fjerde år slog han det for alvor fast.

- Han lavede en Team Danmark-test, som fik folk til at måbe, fortæller Anders Lund om den fysiske formåen, Vingegaard viste.

Potentialet var pludselig åbenlyst, men Lund og andre har stadig tøvet med at skrige potentialet op, fordi mange ting skal gå op i en højere enhed, før man trods et ekstraordinært talent bliver en kandidat til Tour-sejren.

- Fysikken alene gør det ikke. Der er så mange ting, der skal falde i hak, og det er noget, som skal udvikle sig endnu mere. En god U23-rytter er ikke klar til at vinde Tour de France.

- En ting er, at man har potentialet og fysikken, noget andet er hovedet, hvordan man udvikler sig, og hvilket hold man kommer ind på, lyder det fra Lund.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.