statsoverhoved

Vingegaard modtager lykønskninger fra Macron og kronprinsen

Tour de France er en uforudsigelig størrelse, mener den franske præsident, der ønsker Vingegaard tillykke.

Jonas Vingegaard kunne søndag aften træde op på podiet i Paris som Tour de France-vinder.
Jonas Vingegaard kunne søndag aften træde op på podiet i Paris som Tour de France-vinder. Marco Bertorello/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 21:38

Lykønskningerne strømmer ind til Jonas Vingegaard, der søndag aften har vundet Tour de France.

Blandt hilsnerne finder man den franske præsident, Emmanuel Macron, der har ønsket tillykke på dansk.

Det sker i et opslag på Twitter, kort efter at Vingegaard kørte over målstregen på Champs-Élysées.

- Intet er nogensinde bestemt på forhånd under Tour de France. Tillykke til Jonas Vingegaard med denne flotte sejr. Tillykke til alle dem, der har fået Frankrig til at brillere i hele verden! Længe leve Touren!, skriver præsidenten i opslaget, der desuden er blevet slået op på fransk.

Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), var med til at hylde Jonas Vingegaard i Paris. Hun sætter ord på sin beundring for præstationen i et opslag på Facebook.

- En historisk præstation. Med stor ydmyghed, dedikation og sportsånd, skriver Mette Frederiksen på Facebook.

- Tillykke med en velfortjent sejr. Det har været en fremragende tour for dansk cykelsport - hele vejen fra København til Paris. Af hjertet tak for en enestående oplevelse, skriver statsministeren.

Også kronprins Frederik, der ligeledes er til stede i Paris, ønsker Vingegaard tillykke med den samlede sejr. Han fremhæver desuden flere andre af de danske ryttere.

- Fra et historisk Grand Départ i Danmark til etapesejre ved Magnus Cort, Mads Pedersen, Jonas Vingegaard og nu en fantastisk afslutning på Champs-Élysées, hvor vi kunne fejre tourens vinder "Le Grand Danois" Jonas Vingegaard.

- Hans overskud, sportsmanship og viljestyrke ved årets Tour de France har været enestående at overvære.

- Stort tillykke med sejren og tak for den store oplevelse, som kampen om trofæet har givet os alle i juli måned, skriver kronprinsen på Instagram.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden