Vingegaard om Tour-sejr: Ingen kan tage det fra mig

Den danske Tour de France-vinder takker de fans, der har fulgt ham gennem tre uger på vej mod Tour-sejren.

Jonas Vingegaard henviste Tadej Pogacar til det næsthøjeste trin på podiet i Tour de France. <i>Foto: Christian Hartmann/Reuters/Ritzau Scanpix</i>

Jonas Vingegaard henviste Tadej Pogacar til det næsthøjeste trin på podiet i Tour de France. Foto: Christian Hartmann/Reuters/Ritzau Scanpix

CYKELSPORT:- Det er bare fantastisk.

Jonas Vingegaard fik sagt sætningen flere gange, da han søndag aften blev interviewet af Tour de Frances officielle kanal efter sin samlede sejr i løbet.

- Nu har jeg endelig vundet Touren. Nu kan intet gå galt, og jeg sidder med min lille datter. Det er bare fantastisk, siger Jonas Vingegaard.

- Det er det største cykelløb, og det er det største, man kan vinde. Nu har jeg gjort det, og ingen kan tage det fra mig, siger han.

Den 25-årige dansker, som sidste år blev nummer to samlet i sin Tour-debut, fik efter sin anden etapesejr i løbet, 18. etape til Hautacam, for alvor troen på, at han havde Tour-sejren i sine hænder.

- Jeg havde hele tiden følelsen af, at jeg som det mindste kunne kæmpe med om sejren.

- Men til sidst, hvor jeg virkelig troede på det, var efter Hautacam. Jeg troede hele tiden på det, men dér, hvor jeg tænkte, at nu skulle det gå galt for mig (for ikke at vinde, red.), var efter Hautacam, siger Jonas Vingegaard.

Danskeren er overvældet over de mange danske fans, der er i Paris for at fejre ham. Og også over alle dem, der heppede på ham fra begyndelsen af Touren, der blev indledt i Danmark.

- Det er virkelig fantastisk for mig, at så mange danskere kommer her for at se mig køre i den gule trøje.

- Jeg værdsætter det så meget, og jeg siger tak til alle danskere, der har heppet på mig i tre uger. Det betyder alt for mig, siger han.

Den kommende uge byder på fejring i først Holland, hvor Jumbo-Visma-holdet hører til, og dernæst i Danmark. Herefter skal Jonas Vingegaard ifølge eget udsagn ligge på sofaen i en uge.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden