Cykelsport

Vingegaard om Pogacar: Jeg var usikker på om han kørte max

Vingegaard var usikker på Pogacars form. Først ved angreb vidste danskeren, at han kunne knække konkurrenten.

Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma) på podiet efter dagens etapesejr. Danskeren sikrede den gule trøje efter drama på Col du Granon på tourens 11. etape.
Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma) på podiet efter dagens etapesejr. Danskeren sikrede den gule trøje efter drama på Col du Granon på tourens 11. etape. Thomas Samson/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 17:39

- Det er virkelig fantastisk. Det er svært for mig at sætte ord på.

- Det her er det, jeg har drømt om. Altid. En etape i Touren og nu den gule førertrøje. Det er fantastisk.

Sådan lyder den første reaktion fra onsdagens danske etapevinder, Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma), i sejrsinterviewet.

Med en knusende sejr ender danskeren i gult efter onsdagens store bjergslag. Det er første gang Vingegaard vinder en etape i Tour de France.

- Vi lagde en plan fra dagens start. Jeg tænker, at I kunne se hvad planen var, siger Vingegaard.

Undervejs i interviewet kom holdkammeraten Wout van Aert forbi og afbrød med et stort kram til Vingegaard.

- Jeg tog meget tid i dag, men jeg kunne aldrig have gjort det uden mine holdkammerater, siger Vingegaard.

Inden de sidste kilometer til toppen var Jonas Vingegaard alene i front på Tour de Frances 11. etape, som sluttede på stigningen Col du Granon.

Vingegaard og Jumbo-Vismas plan blev eksekveret fra etapens start. Igen og igen satte hans hold Tadej Pogacar (UAE) i førertrøjen under pres, og pludselig var den dobbelte Tour-vinder kørt tom. Pogacar måtte afgive førertrøjen efter at have tabt over to minutter.

Vingegaard fortæller, at han er usikker på konkurrentens form.

- Pogacar var virkelig stærk hen over toppen af Galibier, og jeg var usikker på, om han kørte på max eller ej. Men jeg tænkte, at hvis jeg ikke prøver, vinder jeg ikke, siger Vingegaard.

Først da Jonas Vingegaard angreb, følte danskeren, at han kunne knække Pogacar, fortæller han.

Jonas Vingegaard skal nu køre i gult for første gang torsdag, når der venter endnu en stor bjergetape til mytiske Alpe d'Huez.

Han bliver den syvende dansker til at køre i gult i verdens største cykelløb.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden