Vingegaards forgænger: Gul trøje ændrede karrieren radikalt

Selv om det er 36 år siden, han tog den gule førertrøje, bliver Jørgen V. Pedersen stadig mindet om bedriften.

Jørgen V. Pedersen kørte i den gule førertrøje i fem dage i 1986. Her hygger han sig med holdkammeraten Stephen Roche, der vandt løbet året efter. <i>Afp/Ritzau Scanpix</i>

Jørgen V. Pedersen kørte i den gule førertrøje i fem dage i 1986. Her hygger han sig med holdkammeraten Stephen Roche, der vandt løbet året efter. Afp/Ritzau Scanpix

Uanset hvor længe Jonas Vingegaard beholder den gule førertrøje, har han med sin bedrift i Tour de France skrevet sig ind i dansk sportshistorie.

Vingegaard er det nyeste medlem i en lille, eksklusiv klub af danske cykelryttere, der har erobret sportens mest berømte trøje.

Den slags bliver husket og forandrer en karriere, fortæller en af Vingegaards forgængere, Jørgen V. Pedersen. Han kørte fem dage i den gule trøje i Tour de France i 1986.

Året forinden havde han vundet en etape. Men den præstation blegnede i forhold til dagene i førertrøjen, der især økonomisk fik stor betydning.

- Dengang var der et meget klart hierarki med stjerner og deciderede vandbærere. Skulle man stige i graderne, skulle man vinde noget.

- Da jeg vandt en etape, ændrede det en del. Men da jeg fik den gule trøje, ændrede det sig radikalt.

- Når jeg kørte i feltet, gjorde de andre plads. Og jeg begyndte at snakke med nogle, jeg aldrig havde snakket med før. Det er noget underligt noget, siger Jørgen V. Pedersen.

Han erobrede den gule trøje ved at være del af et udbrud, der holdt hele vejen til mål.

Pedersen vandt ikke etapen, men alligevel er det den bedrift, der har brændt sig fast i folks erindring.

- Jeg har vundet en Tour de France-etape, og jeg har vundet en etape i Paris-Nice. Men når nogle husker mig nu om dage, så er det, fordi jeg havde den gule trøje.

- Nogle af mine gode venner har ikke tastet mit navn ind på deres telefon. Når jeg ringer til dem, står der i stedet "fem dage i gult" i displayet. Det er jo meget skægt, at sådan noget hænger ved, siger Jørgen V. Pedersen.

Tour de France gjorde ham med ét slag til et kendt navn i Danmark, på trods af at løbet slet ikke fik den samme opmærksomhed i medierne som i dag.

- Man kan slet ikke sammenligne det. Da jeg fik den gule trøje, var der tre eller fire danske journalister dernede. Løbet blev ikke sendt i dansk tv. De købte nogle billeder, de kunne sende om aftenen.

- Men da jeg så fik trøjen, stod der hurtigt yderligere fire-fem journalister, og så dukkede tv også op, husker Jørgen V. Pedersen.

Den i dag 62-årige eksrytter følger Jonas Vingegaards Tour de France-eventyr med stor interesse.

- At han blev toer sidste år, var der ikke nogen, der havde ventet. Jeg er mindre overrasket over, hvor godt det går ham denne gang. Han har en udmærket mulighed for at holde trøjen hele vejen til Paris, vurderer Jørgen V. Pedersen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.