Sport

Vingegaards Vuelta-optakt har været tæt på perfekt

Det er mindre end fire uger siden, Jonas Vingegaard kørte Touren, men siden da har han brugt tiden optimalt.

Mellem sommerens Tour de France og torsdagens Vuelta-præsentation har Jonas Vingegaard døjet med lidt sygdom, men det har ikke påvirket forberedelsen.
Mellem sommerens Tour de France og torsdagens Vuelta-præsentation har Jonas Vingegaard døjet med lidt sygdom, men det har ikke påvirket forberedelsen. Marco Bertorello/Ritzau Scanpix

Formen er så god, som den kan være.

Så klar lyder meldingen fra Jonas Vingegaard på et pressemøde forud for dette års Vuelta a España, hvor han og Visma har et altoverskyggende mål. Den samlede sejr.

- Jeg har haft en god periode siden Touren, hvor jeg har nydt lidt tid med familien og selvfølgelig trænet. Jeg har haft en god træningsperiode, og jeg gjorde næsten alt, der var planen, siger den danske stjerne.

Han fortæller, at han har døjet med en lille smule sygdom, men det er ikke noget, der har påvirket forberedelsen, som har fundet sted i franske Annecy.

- Det er svært at sætte procenter på, hvor jeg er. Vi må se på de første etaper, om jeg er på 90, 95 eller 100 procent. Men det er selvfølgelig svært at sige, at jeg har haft den helt optimale forberedelse, når jeg har kørt Tour de France.

Drømmene om en samlet sejr i Tour de France blev særligt spoleret af to ukarakteristisk dårlige dage for Vingegaard.

- Man kan altid have en offday. Man må bare håbe, at jeg har haft min andel af dem i år. Vi tror, at vi delvist fandt ud af, hvorfor de kom i Touren, men det holder vi for os selv, siger Vingegaard.

Modsat mange andre gange skal Visma-stjernen denne gang ikke konkurrere med fænomenet Tadej Pogacar, som ikke stiller til start i Vueltaen.

- Det er altid fedt at køre mod Tadej, men på den anden side er det også fedt nogle gange at køre løb, hvor han ikke er. Man vil selvfølgelig vinde, uanset om han er der eller ej. Og selvfølgelig er det federe at vinde, når han også er i løbet, siger Vingegaard.

Med den slovenske verdensmesters fravær er Vingegaard den altoverskyggende favorit. Det er dog ikke noget, der generer danskeren.

- Hvis man er topfavorit, betyder det, at man er en god cykelrytter. Så forhåbentlig kan jeg vise det her og drage fordel af, at alle peger på mig som favorit, så jeg kan vise, at jeg også er den bedste.

Vueltaen starter lørdag og slutter 14. september i den spanske hovedstad, Madrid.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden