Langrend

Vinter-OL's første guldmedalje tilfalder norsk stjerne

Langrendsstjernen Therese Johaug smadrede konkurrenterne og vandt guld ved vinter-OL i skiathlon.

Cross-Country Skiing - Women''s 7.5km + 7.5km Skiathlon
Cross-Country Skiing - Women''s 7.5km + 7.5km Skiathlon Marko Djurica/Reuters

Den norske langrendsstjerne Therese Johaug vandt den første guldmedalje ved vinter-OL i Beijing, der blev skudt i gang fredag.

Lørdag formiddag dansk tid levede hun op til sin store favoritværdighed og vandt kvindernes skiatlonkonkurrence, der strakte sig over 15 kilometer.

Spænding var der ikke meget af, da Johaug slog et stort hul til konkurrenterne og vandt i helt suveræn stil.

Dermed vandt hun sin første individuelle OL-guldmedalje. I 2010 var hun med til at vinde guld i stafet, og i 2014 hentede hun individuelt sølv og bronze i Sotji.

Den 33-årige Johaug stillede op som forsvarende verdensmester og har igennem karrieren vundet 14 VM-guldmedaljer.

Derfor var hun storfavorit til lørdagens skiatlon, og hun sejrede da også med 30 sekunder ned til de nærmeste konkurrenter. Sølvet gik til russeren Natalja Neprjajeva, mens østrigske Teresa Stadlober tog bronze.

På de næste pladser kom finnen Kerttu Niskanen og svenske Frida Karlsson.

På de første 7,5 kilometer, der var i klassisk stil, fulgte konkurrenterne ellers med Johaug, men den norske kvinde var helt suveræn på de afsluttende 7,5 kilometers fristil.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden