Sport

Visma-chef efter tungt nederlag: Bliver svært at hente Pogacar

Grischa Niermann erkender efter Vingegaards nederlag på Hautacam, at det bliver svært at slå Pogacar.

Jonas Vingegaard slog Tadej Pogacar på Hautacam i 2022, men torsdag vandt sloveneren klart.
Jonas Vingegaard slog Tadej Pogacar på Hautacam i 2022, men torsdag vandt sloveneren klart. Loic Venance/Ritzau Scanpix

Jonas Vingegaard gav alt, han havde, på torsdagens bjergetape til Hautacam i Tour de France.

Det var bare ikke nok, for konkurrenten Tadej Pogacar var en klasse bedre end danskeren, erkender Vismas sportsdirektør, Grischa Niermann.

- Jeg har ikke set noget endnu eller talt med Jonas, men jeg tror ikke, at det var Jonas' bedste præstation i dag. Han knækkede lidt mod slutningen.

- Det er selvfølgelig et tungt nederlag, for vi havde håbet på mere. Men Jonas sluttede stadig som nummer to. Det er ikke Jordens undergang, men i dag viste Tadej, hvem der er den bedste rytter, og det bliver svært at vende det de næste uger, siger Niermann umiddelbart efter etapen i et interview med ITV Cycling.

Vingegaard blev sat af et kraftfuldt angreb fra Pogacar med 12 kilometer til mål og tabte mere og mere tid på vej mod toppen.

På målstregen var forskellen 2 minutter og 10 sekunder.

Planen var ellers, at rollerne skulle være byttet om, understreger Grischa Niermann i en pressemeddelelse fra Visma-holdet.

- Vores plan var at gøre løbet så hårdt som muligt. Det gjorde vi, men desværre blev Matteo (Jorgenson, red.) sat tidligt.

- Derfra satte vi tempoet lidt ned, men målet var stadig, at Jonas skulle have angrebet på Hautacam. Der viste Pogacar sig at være klart stærkest, lyder dommen fra sportsdirektøren.

Der kom ingen ord fra Jonas Vingegaard efter etapen. Den dobbelte Tour-vinder havde travlt med at komme ind i bussen og gav ingen interviews til de fremmødte journalister.

Han er 3 minutter og 31 sekunder efter Pogacar før fredagens bjergenkeltstart.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden