Vital kamp venter Vendsyssel: - Det betyder alt at komme i Final4
Vendsyssel Elite Badminton skal mandag aften forsøge at spille sig i Final4
Opdateret 12. maj 2022 kl. 15:59
BADMINTON: Mandag aften bliver det afgjort, om Vendsyssel Elite Badmintons (VEB) sæson har været en succes eller en skuffelse.
Udekampen mod Skovshoved er den sidste i Badmintoligaens grundspil og bliver afgørende for, om Vendsyssel slutter i top-4 og dermed får adgang til Final4, som var den erklærede målsætning inden sæsonen.
- Det betyder alt for os at komme med. Vi har sat det som målsætning, og efter at det var ved at smuldre lidt, har vi heldigvis spillet os ind i varmen igen, siger Vendsyssel-træner Allan Kolbro Nielsen.
Han henviser til sidste uges overraskende store 7-2-sejr over Solrød. Den udløste 10 point og har givet et godt udgangspunkt.
- Det havde jeg virkelig ikke regnet med. Jeg havde drømt om en 5-4-sejr, men vi ramte en af de dage, som vi har søgt hele sæsonen, hvor det undervejs ellers har været lidt stramt, siger Allan Kolbro Nielsen.
Storsejren kom i hus uden hjælp fra Christinna Pedersen, Kamilla Rytter Juhl og Kirsty Gilmour, der er rejst til Indien for at deltage i Premier Badminton League, der normalt spilles fra jul til midten af januar, men i år blev rykket, så den begyndte 20. januar og slutter 9. februar.
- Vi har forsøgt alt for at prøve at få flyttet vores kampe, men jeg synes, at vi er blevet solgt big time af Badminton Danmark. Det er ikke kun os, der er ramt af det, og det ville jo være bedst, hvis holdene kunne stille i stærkeste opstilling, men der har ikke været nogen hjælp at hente.
- Derfor var det også bare så dejligt, at vi leverede en så god kamp mod Solrød. Så kunne de få den tilbage i ansigtet, siger Allan Kolbro Nielsen.
Med en 5-4-sejr i Skovshoved kvalificerer Vendsyssel Elite Badminton sig med sikkerhed til Final4, men mindre kan også gøre det, hvis resultaterne i de øvrige kampe går vendelboernes vej.
- Jeg synes, at vi har gode chancer. Det er en fifty-fifty-kamp, hvor de to herresingler ligger til os og de to damesingler til dem, og derudover er resten ret åbne, siger Allan Kolbro Nielsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.