Fodbold

Vlahovic sender Juventus i pokalkamp mod tidligere klub

Dusan Vlahovic blev for anden kamp i træk afgørende for Juventus, da han sendte holdet i pokalsemifinalen.

Juventus-angriberen Dusan Vlahovic kunne fejre holdets andet mål kort før tid hjemme mod Sassuolo.
Juventus-angriberen Dusan Vlahovic kunne fejre holdets andet mål kort før tid hjemme mod Sassuolo. Massimo Pinca/Reuters

Angriberen Dusan Vlahovic gjorde sig til en særdeles upopulær herre i Firenze, da han i januars transfervindue skiftede fra Fiorentina til fodboldrivalen Juventus.

Den serbiske Serie A-topscorer kan nu se frem til at møde netop Fiorentina i semifinalen i den italienske Coppa Italia.

Det står klart, efter at Dusan Vlahovic scorede det afgørende mål torsdag aften for Juventus, som vandt 2-1 hjemme over Sassuolo.

Tidligere torsdag havde Fiorentina overraskende vundet 3-2 ude over Atalanta. Joakim Mæhle sad på bænken i hele kampen for Atalanta, som indkasserede det sidste mål i overtiden.

I kampen i Torino åbnede den argentinske angriber Paulo Dybala målscoringen for Juventus efter blot tre minutter.

Sassuolo skulle dog vise sig at svare flot tilbage og udlignede til 1-1 ved midtbanespilleren Hamed Junior Traore efter 24 minutter.

Først i det 88. minut fik Dusan Vlahovic sørget for det afgørende mål, da han fik rettet et forsøg af og ind i netmaskerne til stor forløsning for hjemmeholdet.

I den anden semifinale i den italienske pokalturnering skal Inter møde AC Milan. Semifinalerne afvikles over to kampe.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden