død og døende

VM-chef: Mellem 400 og 500 er døde ved VM-byggeri

Hassan Al-Thawadi erkender, at for mange er døde ved stadionbyggeri, men påpeger, at der er sket forbedringer.

Ifølge Hassan Al Thawadi er mellem 400 og 500 migrantarbejdere døde i forbindelse med byggeriet frem mod VM.
Ifølge Hassan Al Thawadi er mellem 400 og 500 migrantarbejdere døde i forbindelse med byggeriet frem mod VM. Darko Bandic/Ritzau Scanpix

Mellem 400 og 500 døde. Sådan lyder beregningerne for antal dødsfald i forbindelse med byggeriet frem mod VM i Qatar, siger Hassan Al-Thawadi, der er chef for Qatars VM-komité.

- Det præcise antal er stadig til diskussion, men et dødsfald er et dødsfald for meget. Så enkelt er det, siger Al-Thawadi i interview med Piers Morgan, skriver NTB.

Tidligere har VM-komitéen blot erkendt tre dødsfald, der er sket i forbindelse med arbejde på stadioner.

Menneskerettighedsorganisationer regner med dødstal i en helt anden størrelsesorden.

Human Rights Watch rapporterer, at 15.021 ikke-qatarere er døde i landet mellem 2010 og 2019.

Amnesty International har i en rapport skrevet, at syv ud af ti dødsfald blandt migrantarbejdere i Qatar mangler en troværdig forklaring, og at antallet af dødsfald sandsynligvis er meget højere.

Hassan Al-Thawadi påpeger dog, at forholdene er blevet bedre for landets migrantarbejdere.

- Sikkerheden på stadionerne er blevet forbedret, og flere fagforeninger er opstået. Der skulle foretages forbedringer. Det vidste vi, før vi søgte om VM, siger Al-Thawadi og fortsætter:

- Forbedringerne er ikke på grund af VM, men noget vi skulle gøre på grund af vores værdier. VM blev bare en katalysator, der fremskyndede processen.

VM i Qatar begyndte 20. november og slutter 18. december.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden