Sport

Vordende far er klar til at smide køllerne og droppe golfmajor

Niklas Nørgaard skal være far inden længe, og hvis fødslen går i gang under US Open, flyver han hjem.

Når han er på banen, kan Niklas Nørgaard godt koncentrere sig om at spille golf, men når han er hjemme, går tankerne hjem til Kokkedal.
Når han er på banen, kan Niklas Nørgaard godt koncentrere sig om at spille golf, men når han er hjemme, går tankerne hjem til Kokkedal. Gregory Shamus/Ritzau Scanpix

Der er fire danskere på startlisten, når årets tredje golfmajor løber af stablen i USA i denne uge. Men det kan meget hurtigt blive reduceret til tre.

Hjemme i Danmark er Niklas Nørgaards bedre halvdel nemlig højgravid. Og hvis fødslen går i gang, så smider han golfkøllerne og vinker farvel til US Open.

- Hun er sat til om to og en halv uge, og lægen siger, at det kan ske når som helst. Jeg har min telefon tændt, og skulle det ske, er jeg på det første fly ud. Om vi er i gang med turneringen eller ej, er det ikke noget, jeg vil misse, siger Niklas Nørgaard til TV3 Sport.

Som udgangspunkt satser Niklas Nørgaard dog på at gennemføre turneringen. Om han klarer cuttet og får alle fire dage med, er dog langtfra sikkert.

Banen i Oakmont Country Club er nemlig skræmmende svær.

- Jeg har været professionel i otte år, og jeg har aldrig mødt noget, der minder om det her. Det er klart det sværeste, jeg nogensinde har prøvet.

- Da jeg kom første dag, spillede jeg ni huller og tænkte, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle skyde under 80 slag herude, siger han med henvisning til, at banens par er 72.

Flere spillere har allerede talt om, at banen er helt umulig at regne ud, og Niklas Nørgaard forbereder sig på nogle mentalt hårde dage.

- Man skal være god til alt fra tee til green - og på green. Og så skal du være god i hovedet. Man bliver virkelig udfordret på, hvad ens forventning til et godt slag er.

- Jeg har puttet ud af green flere gange. Man kan virkelig komme til at se sjov ud. Men det er ens for alle. Det er fedt, men hvis man mister den lidt oppe i hovedet, så er du væk, siger Niklas Nørgaard.

Foruden Niklas Nørgaard er Thorbjørn Olesen, Rasmus Neergaard og Rasmus Højgaard med, når US Open begynder torsdag.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden