Vred AaB-træner: - Brøndby skulle aldrig have vundet den kamp

Marginalerne var ikke med særligt et af de tre AaB-hold, der gæstede Brøndby i ungdomsligaerne

Sebastian Otoa og AaB's U19-hold fik ikke noget med fra Brøndby. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Sebastian Otoa og AaB's U19-hold fik ikke noget med fra Brøndby. Arkivfoto: Henrik Bo

BRØNDBY:AaB's tre ældste talenthold var lørdag en tur i Brøndby for at dyste om tiltrængte point. Særligt U19-kampen var en dyst mellem to mandskaber, der ikke har fået det antal point, som man måske havde sigtet efter på nuværende tidspunkt.

AaB fik en drømmestart i U19-kampen, da den tidligere Brøndby-spiller Kasper Wessel Larsen scorede til 1-0. Den føring fik den tidligere Ajax Amsterdam-spiller Eskild Dall udlignet inden pausen for Brøndby, og efter pausen tog de blå-gule for alvor fat, da Mathias Jensen, Eskild Dall og Oscar Sejrup bragte Brøndby på 4-1. 

Mod kampens slutning scorede AaB's anden tidligere Brøndby-spiller Patrick Allentoft til 2-4. Det ændrer dog ikke på, at AaB's ældste talenthold ikke fik nok ud af en kamp, hvor lidt større skarphed kunne have gjort en stor forskel. 

AaB's U17-hold var straks tættere på point, men her kom dommertrioen i fokus. Et lettere tvivlsomt straffe dømt fire minutter før tid var nok for Brøndby, der bragte sig på 2-1 ved U17-landsholdsspilleren Adam Claridge. 

- Det var mest af alt dommertrioen, vi står tilbage og føler, at vi tabte til. Brøndby spillede og spillede, men de kunne ikke nedbryde vores organisation, men så fik de det her straffe, så vi kan roligt konstatere, at vi ikke havde marginalerne med os. Brøndby skulle aldrig have vundet den kamp, siger AaB's U17-træner Theis Larsen. 

 Han havde været vidne til en kamp, hvor Brøndby havde bragt sig hurtigt i front ved Alfred Klamer, men AaB havde fået udlignet på et flot mål fra Mads Mochau. Den stilling fik dog ikke lov til at stå, og undervejs måtte man også se Nikolai Ankerstjerne blive udvist. 

- Jeg kan ikke sætte en finger på vores arbejdsindsats, og jeg er med på, at det var to hold med forskellige planer for kampen, men for os ville det have været en succesoplevelse at få et point mod et et på papiret stærkt Brøndby-hold. Det burde have endt 1-1, for kampen lignede superligaholdets kamp mod OB på mange punkter, siger Theis Larsen. 

Dagens bedste AaB-resultat stod U15-holdet ikke overraskende for. Alle de marginaler, som de to andre hold ikke havde, havde U15-holdet i en kamp, som Brøndby kunne have lukket med lidt mere skarphed. 

I stedet udlignede Christian Eriksen til 2-2 for AaB dybt inde i overtiden efter et hjørne, hvor en kombination af kaos og skidt målmandsspil hjalp AaB til en udligning. 

- I dag var vi meget glade for overtiden. Brøndby har et fint hold, men vi fik budt dem op til dans. Det blev bestemt heller ikke nemmere af, at Victor Holmstrøm i første omgang blev syg på køreturen til Brøndby, men hatten af for, at han gik ud og brækkede sig og så kæmpede sig igennem de sidste 20 minutter. Det er en så fin indstilling, roser U15-træner Dennis Deleuran, der kunne se sit hold vinde den straffesparkskonkurrence, der følger efter en uafgjort kamp i de tre ungdomsligaer. Her vandt AaB. 

- Det er fint at få to point med fra den her kamp. Der var flere fine ting at tage med fra den her præstation, siger Deleuran. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.