Walisisk succesvikar får fireårig kontrakt

Rob Page overtog Wales' landshold fra voldsanklagede Ryan Giggs, og han belønnes nu for sine resultater.

Rob Page har nydt succes som træner for Wales, og det kaster nu en længerevarende aftale af sig. (Arkivfoto) <i>Rebecca Naden/Reuters</i>

Rob Page har nydt succes som træner for Wales, og det kaster nu en længerevarende aftale af sig. (Arkivfoto) Rebecca Naden/Reuters

Da Ryan Giggs blev anholdt og anklaget for vold mod sin ekskæreste i november 2020, stod Wales pludselig uden sin profilerede landstræner.

Assistent Rob Page fik tøjlerne som vikar, og det har han siden gjort så godt, at Det Walisiske Fodboldforbund nu har givet ham en fireårig kontrakt som landstræner.

Det meddeler forbundet på sin hjemmeside.

- Der findes ingen større ære end at træne sit landshold, og jeg kan ikke vente med at komme i gang med udfordringerne, som venter de næste fire år - startende med vores første VM-slutrunde i 64 år, siger Page til hjemmesiden.

Vikaren førte holdet til ottendedelsfinalerne ved EM i 2021, hvor Danmark kom i vejen for avancement.

Succesen fra slutrunden fortsatte dog efterfølgende, hvor Page kvalificerede holdet til Wales' første VM-slutrunde siden 1958. Her venter England, Iran og USA i gruppespillet.

Da anklagerne mod Ryan Giggs endte i en tiltale, trådte han endegyldigt tilbage fra landstrænerjobbet efter at have været suspenderet til at begynde med.

I sidste måned var sagen for retten, men juryen kunne ikke nå frem til en afgørelse. Derfor skal sagen mod den tidligere Manchester United-stjerne gå om til næste år. Giggs nægter sig skyldig i alle anklager.

Ryan Giggs var en højt respekteret spiller i engelsk fodbold med et uplettet ry, indtil han i 2011 endte i en stor skandale.

Det kom frem, at han gennem flere år havde været sin kone utro med sin egen brors kone. Han skulle tilmed have gjort hende gravid.

Siden er der væltet en del skeletter ud af det walisiske fodboldikons skab.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.