Vendsyssel FF

Wessam knokler på i sin sommerferie: - Jeg har brug for ekstra træning

Wessam Abou Ali holder ferie sammen med resten af Vendsyssel FF-truppen, men han har travlt med at selvtræne, så han kan stå skarpt, når man møder ind til den nye sæson

Wessam Abou Ali ved godt, at han har nogle store forventninger at leve op til i den kommende sæson. 
Wessam Abou Ali ved godt, at han har nogle store forventninger at leve op til i den kommende sæson.  Arkivfoto: Bente Poder

HJØRRING: Efter sit comeback den 2. april nåede Wessam Abou Ali at spille med i ni 1. divisionskampe for Vendsyssel FF. Det blev ni kampe uden den indflydelse fra Abou Alis fødder, som alle forventer med tanke på de meritter, han bringer med ind på banen. 

Angriberen selv er da også meget bevidst om, at forårets præstationer ikke var på et tilfredsstillende niveau. 

- Jeg ramte slet ikke niveauet i forårets kampe. Jeg var god til træning, men kamp var noget helt andet. Der fik jeg ikke sat det aftryk, jeg gerne ville, og som jeg forventer at gøre, siger Wessam Abou Ali. 

Den teknisk stærke angriber var tydeligt mærket af den lange skadespause, som en punkteret lunge og et par brækkede ribben havde kostet. 

- Det var tydeligt, at min krop ikke kunne det, jeg gerne ville have den til at gøre. Der var bare ting, som jeg vil være i stand til at gøre i topform, som jeg ikke kunne i forårets kampe, så derfor knokler jeg nu for at komme tilbage i topform, siger Wessam Abou Ali. 

Mens der for de fleste professionelle danske fodboldspillere er dømt ferie, så er ferien mere eller mindre aflyst for Wessam Abou Ali denne sommer. 

- Jeg er rejst til København, hvor jeg har hyret en personlig træner, der skal hjælpe mig med at komme tilbage i topform. Vi træner et par timers fodbold om dagen, og så er der også noget fysisk træning. Jeg har gjort op med mig selv, at det er en investering, jeg skal lave, så jeg kan komme tilbage på mit topniveau, siger Wessam Abou Ali, der understreger, at han ikke har brug for nogen videre ferie i denne omgang. 

- Nu har jeg været så meget ude med skader i den seneste sæson, at jeg ikke ligefrem går på ferie med 20 gange 90 minutter i benene. Derfor kan jeg også ligeså godt få trænet noget, så jeg er klar til den nye sæson, for jeg skal først og fremmest leve op til mine egne forventninger der, siger angriberen. 

- Jeg vil tilbage til den udgave, som mange sikkert husker mig for. Dengang jeg lavede masser af mål for Vendsyssel. Det vil jeg gerne igen. Jeg vil betale tilbage på den tillid, som klubben har vist mig, siger Wessam Abou Ali. 

Sammen med Vendsyssel-truppen har han ferie frem til den 23. juni, hvor man atter møder ind på anlægget i Vrå. Her venter nogle fysisk tests inden selve fodboldtræningen genoptages nogle dage efter. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden