White Hawks' russiske profil håndterer svær situation flot

Alexander Bumagin leverede som en af få det hårde arbejde på isen i Frederikshavns fæle nedtur mod Odense

Alexander Bumagin (i Frederikshavns hvide trøje) imponerer cheftræner Jari Pasanen under svære betingelser. Russeren var en af få spillere, der i aftes kunne være sin indsats bekendt. Foto: Martin Damgård <i>Martin Damgård</i>

Alexander Bumagin (i Frederikshavns hvide trøje) imponerer cheftræner Jari Pasanen under svære betingelser. Russeren var en af få spillere, der i aftes kunne være sin indsats bekendt. Foto: Martin Damgård Martin Damgård

ISHOCKEY:Bedste mand på isen for Frederikshavn White Hawks mod Odense Bulldogs onsdag aften var russeren Alexander Bumagin, der naturligt går igennem en svær tid med tanke på, hvad der foregår i Ukraine i øjeblikket.

- Det er hårdt for ham, men han var vores bedste spiller i dag (læs; onsdag), så det klarer han virkelig flot. Han var en af de eneste, der var der fra starten og i alle 60 minutter, og han skal kæmpe med ting som det i Ukraine, lød det fra Bumagins træner Jari Pasanen.

Se alle billederne fra kampen nederst i artiklen

- Han kom for at spille, og han spillede hårdt. Jeg tager hatten af for ham, og det virker til, at han klarer en svær situation godt. Imens russiske og hviderussiske hold bliver udelukket fra alverdens sportsgrene i øjeblikket, så har det ikke været på tale at give Alexander Bumagin en pause, men det er helt op til spilleren selv, hvis han ønsker det ifølge cheftræneren.

Cheftræner Jari Pasanen har det ikke altid lige nemt på trænerbænken, og det var også en af de frustrerende dage på kontoret onsdag aften. Arkivfoto Torben Hansen

Cheftræner Jari Pasanen har det ikke altid lige nemt på trænerbænken, og det var også en af de frustrerende dage på kontoret onsdag aften. Arkivfoto Torben Hansen

Bumagin spillede en godkendt kamp, men det gjorde Frederikshavn White Hawks ikke som helhed i onsdag aftens opgør, der endte med et nederlag på hele 2-5 til Odense Bulldogs efter en horribel første periode.

- Vi er selvfølgelig utilfredse og især med kampens begyndelse. Målene var så nemme for dem, hvor vi skulle være i stand til at få rettet de skud af med stavene, sagde Jari Pasanen, før han fortsætter.

Kampfakta

Frederikshavn White Hawks - Odense Bulldogs 2-5

Periodecifre: 0-3, 1-1, 1-1

Mål: 0-1 Jonatan Tanus (1.54), 0-2 Henry Hardarson (9.38), Topi Piipponen (14.02), 0-4 Gunars Skvorvocs (25.52), 1-4 Oliver Anker (29.53), 1-5 Topi Piipponen (43.27), 2-5 Alexander Bumagin (54.01)

Udvisninger: Frederikshavn 1x2 min, Odense 2x2 min.

Tilskuere: 1122

- De fik de to nemme mål og på en eller anden måde tog det luften ud af os igen, ligesom det gjorde mod Aalborg Pirates i seneste hjemmekamp. Det skete ikke mod SønderjydskE, hvor vi var gode i alle 60 minutter. Hvis den kamp også havde været dårlig, havde jeg været bekymret før det kommende slutspil, for der vil alle vinde mesterskabet - også os.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Frederikshavn White Hawks har med to kampe tilbage af grundspillet i Metal Ligaen som minimum sikret sig fjerdepladsen, men nederlaget gjorde, at muligheden for at forbedre den plads ser svær ud.

- Vi ved ikke, hvordan Rungsted, Esbjerg eller Odense kommer til at spille i slutspillet, for os er det bare vigtigt at få vendt det her nederlag, så vi kan stå stærkest, når slutspillet rammer, sagde Jari Pasanen.

Frederikshavn White Hawks’ sidste to kampe i grundspillet er mod to af de hold, der ligger til længst nede i tabellen, nemlig Herlev Eagles på udebane og Rødovre Mighty Bulls på hjemmebane.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.