White Hawks-chefer ser udvikling i en svær tid
Frederikshavn White Hawks er tilbage i en dårlig spiral. Men det unge mandskab oplever også en udvikling i modvinden
FREDERIKSHAVN: Frederikshavn White Hawks løb ind i endnu et nederlag til et af Metal Ligaens bedre hold, da SønderjyskE vandt med 3-1 i Frederikshavn søndag aften.
Her var det personlige fejl, som endte med at dominere det overordnede billede hos nordjyderne. Men ellers kunne cheftræner Pelle Hånberg også se linjerne på den udvikling, som det unge frederikshavnermandskab har været under i efteråret.
- Resultatet er jo ikke det bedste, men vi havde en fin chance for at tage et point eller to. Der blev lavet fejl, og den slags straffer gode hold. De har ikke brug for ret meget, mens vi skal have rigtig meget for at få et mål eller to. Vi kunne godt have brugt noget mere powerplay gennem kampen, hvor vi jo scorede, men der var ikke lang tid tilbage. Det var en god kamp mod et godt hold, men vi tabte, og sport handler om at vinde, fortæller svenskeren.
- Vi er i gang med at bygge et hus, og det har været hårdt på nogle tidspunkter. Men vi bliver ved med at tage skridt fremad. Der er områder, som vi stadig skal forbedre en del, og det er ingen hemmelighed. Nogle gange tager den slags bare tid, og man ved aldrig, hvornår det kommer. Men vi har et miljø, hvor vi kan tale om de gode såvel som de dårlige ting, siger Pelle Hånberg.
Nederlaget til SønderjyskE er det fjerde i streg for White Hawks. Men det tager sportschef Kasper Kristensen ikke specielt tungt, da man inden da havde en god stime af sejre og dermed har lagt markant afstand ned til Rødovre på sidstepladsen i ligaen.
- Vores målsætning er jo, at vi skal i play-off. Det er unge spillere, der har op- og nedture, og det har vi også som hold. Lige nu må vi arbejde hårdt for vores mål, og det kan gøre det en smule svært. Men vi ser en udvikling, siger han.
Frederikshavn White Hawks ligger på en syvendeplads i Metal Ligaen.
- Ishockey, Metal Ligaen
- Periodecifre: 0-2, 0-1, 1-0
- Mål: 0-1 Jonas Borring Hansen (03.00), 0-2 Valdemar Ahlberg (18.57), 0-3 Andreas Holzmann (36.59), 1-3 Jonas Jakobsen (58.53)
- Udvisninger: Frederikshavn 4, SønderjyskE 2
- Tilskuere: 746
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.