White Hawks dukkede mestrene
Frederikshavn White Hawks vandt meget overraskende 4-3 over Aalborg Pirates i en træningskamp

Frederikshavn White Hawks og Aalborg Pirates tørnede fredag aften sammen til det første af mange møder i de kommende måneder. Denne gang var der tale om det første af to træningsmøder. Arkivfoto: Bo Lehm
ISHOCKEY:Der har været afsagt mange mere eller mindre dommedagsagtige profetier om Frederikshavn White Hawks. I visse scenarier er det blevet udlagt sådan, at en sæson i ligegyldighed ligefrem ville være en succes for vendelboerne.
I det første af mange lokalopgør mod Aalborg Pirates fik White Hawks vist, at nok bliver den en vanskelig sæson, men man skal bestemt ikke afskrive frederikshavnerne på forhånd.
Aalborg Pirates kom ellers flyvende ud til sin første træningskamp. Der skulle blot gå 35 sekunder, før Kirill Kabanov bragte hjemmeholdet i front, og da nytilkomne Oskar Drugge gjorde det til 2-0 for mestrene, lignede det en potentiel afklapsning. Det kom dog til at gå helt og aldeles anderledes.
På cirka et minuts hockey fik White Hawks udlignet via scoringer fra Aleksi Halme og Thomas Søndergaard. Med til historien hører endda, at Christopher Frederiksen var blevet hjulpet fra banen efter et møde med Tobias Ladehoff.
De to mål satte en effektiv stopper fra Pirates' fantomstart. Nok var aalborgenserne fortsat mest på pucken, men nu var der to hold på isen.
I 2. periode var det endda Frederikshavn, der kom foran. Det blev en realitet, da den nye svenske back Jesper Dahlroth scorede til 3-2. Det mål kom i kølvandet på en periode i kampen med White Hawks som det bedste hold. Det indtryk blev blot forstærket i resten af 2. periode.
For Aalborg Pirates' vedkommende var det første træningskamp, og det var nok en del af forklaringen på den mangelfulde indsats, der trods en energisk udligning fra Martin Højbjerg ikke havde meget mesterklasse over sig.
Meget symptomatisk for Aalborgs optræksproblemer blev det White Hawks, der bragte sig på 4-3 ved Sebastian Brinkman. Selvom Tadeas Galansky havde en travl aften i White Hawks-buret, var Aalborg aldrig for alvor tæt på at ramme et niveau, der kunne berettige til en sejr mod et bravt kæmpende White Hawks-hold.
Der er returmøde om en uge i Frederikshavn. Inden da har Aalborg en kamp mod Esbjerg.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.