White Hawks færdige for sæsonen: Her er direktørens dom
Henrik Andersen starter snart jagten på en ny cheftræner

Målsætningen blev ikke nået, da Frederikshavn blev slået ud inden semifinalerne. Arkivfoto: Torben Hansen
ISHOCKEY:Frederikshavn White Hawks måtte skuffende ende sæsonen, inden kalenderen viste april. Da søndagens femte kvartfinalekamp mod Esbjerg Energy var slut, havde nordjyderne samlet tabt 1-4 i kampe.
Helt efter traditionen kastede de medrejsende Esbjerg-fans ved slutfløjt badebolde på isen som symbol på, at høgene gik på tidlig sommerferie.
- Vi er skuffet over, vi røg ud, for vi spiller som minimum efter at komme i semfinalerne.
- Jeg må bare sige, at Esbjerg helt fortjent vandt kvartfinaleserien. De ville det 100 procent mere, end vi ville, og det er selvfølgelig skuffende, at vi står her og snakker om, at der er en modstander som ville det mere end os, siger direktør i Frederikshavn White Hawks, Henrik Andersen.
Direktøren er tilfreds med store dele af sæsonen, men peger på, at holdet knækkede over frem mod den periode, hvor pokalerne skal uddeles.
- Jeg synes, at vi har haft en blandet sæson. Frem mod jul var vi gode og stabile. Vi skiftede mellem tredje- og fjerdepladsen og fik kvalificeret os til Final4. Dertil var det godkendt, men op til Final4 blev 14 mand ramt af corona. Alle blev klar til kamp, men vi havde simpelthen ikke poweren til at spille mod Aalborg, og det var selvfølgelig en trist afslutning på den turnering.
- De første to tredjedele af sæsonen var godkendt, mens det har haltet den sidste tredjedel. Vi har haft nogle udfordringer. En uge før kvartfinaleserien var vi tvunget til at skifte træner, og det er klart, at det giver noget uro. Med det sagt, så synes jeg faktisk, at Kasper (Degn, midlertidig cheftræner, red.) kom ind og gav noget gejst til holdet. Vi sluttede grundspillet godt af med to sejre, men det var som om, at vi ikke havde mere energi efter den første kvartfinale. Hvad det skyldes, kan jeg ikke svare på, lyder det fra Henrik Andersen.
Faktum er, at White Hawks står uden cheftræner frem mod næste sæson. Kasper Degn overtog midlertidigt resten af sæsonen, efter Jari Pasanen var nødsaget til at rejse hjem til Finland på grund af sygdom i nærmeste familie. Men direktøren har endnu ikke afsøgt trænermarkedet.
- Vores aftale med Kasper var, at han kun skulle være her resten af sæsonen. Vi ønskede ikke at lave en panikløsning på cheftrænerposten, og Kasper trådte kun til, fordi han kunne i en måned eller to. Men vi har slet ikke tænkt og kigget på en ny cheftræner til næste sæson, siger han.
Spørger man vikaren selv, så ønsker han at fortsætte som træner, men han har endnu ikke lagt planer for fremtiden.
- Det har jeg slet ikke taget stilling til. Det har været en spændende mulighed og en kanon udfordring. Jeg har været glad for at prøve det, men det har været så intenst og kun handlet om det her slutspil, så jeg aner ikke, hvad der skal ske. Jeg vil gerne fortsætte indenfor ishockeyen, men det er vist også så meget, som jeg kan sige på nuværende tidspunkt, lyder det fra Kasper Degn.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.