White Hawks-helt: Ingen grund til overdreven respekt for Pirates

Sebastian Brinkman havde svært ved at forklare, hvorfor White Hawks først vågnede op, efter han havde udlignet i 2-1-sejren over Aalborg Pirates

Sebastian Brinkman godkender anden halvdel af præstationen mod Pirates. <i>Foto: Bente Poder</i>

Sebastian Brinkman godkender anden halvdel af præstationen mod Pirates. Foto: Bente Poder

AALBORG:Efter 30 minutters hockey var der ikke noget, der indikerede, at Frederikshavn White Hawks skulle vinde det første af de to nytårsbrag. Nede med 0-1 mod et velspilende og dominerende Pirates-hold var det op ad bakke for White Hawks, men som et lyn fra en klar himmel slog Sebiastian Brinkman til, da han opfangede en puck i Aalborgs zone og udlignede til 1-1. 

- Vi kørte bare på med vores pres, som vi havde aftalt, og så tror jeg ikke, at deres back så mig. Så jeg skulle bare skyde pucken i målet, siger Sebastian Brinkman, der til gengæld ikke var tilfreds med den første halvdel af kampen fra White Hawks' side.

- Vi startede sløjt ud. Faktisk var det den første halvdel af kampen, der var sløj fra vores side. Det ændrede sig, da vi scorede til 1-1, og så spillede vi en god kamp i den sidste halvdel, siger Sebastian Brinkman. 

- Vi viste dem for meget respekt i begyndelsen af kampen. Det var som om, vi bare gik med på, at det var Pirates, der skulle diktere kampen. Da vi fik udlignet, virkede det som om, vi løsnede op og skøjtede mere. I pausen mellem første og anden periode snakkede vi om, at vi skulle turde holde noget mere i pucken, siger White Hawks-spilleren. 

Torsdagens sejr, og måden som den kom i hus på, skaber forhåbning om mere succes for White Hawks, der med sejren er oppe på fire sejre på stribe.

- Nu har vi vist, at vi godt kan spille op med dem, så det er bare at gå ud at køre på fra første skift. Der er ikke nogen grund til, at vi skal vise overdreven respekt, siger Brinkman, der er en af de mange spillere på de to hold, der har prøvet at spille for både Pirates og White Hawks. 

Derfor var derbysejren særdeles kærkommen, og måske lidt ekstra sød for Sebastian Brinkman, der har gang i en god personlig sæson i Frederikshavn. 

- Der er ingen tvivl om, at det betyder noget ekstra, når det er en af de her kampe. Den her kamp er den største i grundspillet, og måske større end nogle af kvartfinalerne, så at vinde den her kamp var bare dejligt. 

Nu venter andendagsgildet i Frederikshavn, og det bliver på ingen måde kedeligt. 

- Der er måske mere intensitet på i den anden kamp, fordi man lige har lidt fra den her kamp, som man skal have betalt tilbage fra i dag. Det skal nok blive sjovt. Man prøver at sætte sig lige godt op til alle kampe, men man er måske lige lidt ekstra tændt til de her kampe, siger Sebastian Brinkman. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.