White Hawks med røven i vandskorpen efter tredje nederlag i træk

Frederikshavn White Hawks skal efter nederlag fredag aften gøre Esbjerg Energy kunsten efter - vinde tre opgør i træk i serien - hvis de vil videre til semifinalen

Frederikshavn White Hawks vandt første kamp i serien mod Esbjerg, men har nu tabt de seneste tre. (Arkivfoto: René Schütze/Ritzau Scanpix) <i>Ritzau Scanpix</i>

Frederikshavn White Hawks vandt første kamp i serien mod Esbjerg, men har nu tabt de seneste tre. (Arkivfoto: René Schütze/Ritzau Scanpix) Ritzau Scanpix

ISHOCKEY:Frederikshavn White Hawks tabte for tredje gang i træk til Esbjerg Energy i Metal Ligaens slutspil, da det fredag aften blev det til et nederlag på 3-1, hvilket betyder, at de er bagud 1-3 i serien, der spilles bedst af syv kampe.

Frederikshavnerne kom til opgøret med en blamage hjemme i den tredje kamp i kvartfinaleserien, hvor de meget skuffende tabte med 1-4, og de havde derfor noget at revanchere fredag aften.

White Hawks-spillerne startede bedre, end de sluttede seneste kamp, men selvom de flere gange fik bidt sig godt fast i Esbjergs zone, så kunne de ikke få udnyttet deres chancer tidligt i opgøret.

I stedet åd Esbjerg Energy sig stille og roligt ind i første periode, og det var også dem, der bragte sig foran med ca. 4 minutter tilbage af perioden.

De nedbrød nordjydernes organisation, der ellers så fin ud i begyndelsen, og så kunne Esbjergs Craig Puffer altså sætte pucken i mål til 1-0 efter en tværpasning tæt foran mål.

Nu var forhåbningen, at White Hawks kom blæsende ud til anden periode, men det var ikke tilfældet, nærmere det modsatte, for Esbjerg Energy skulle ikke bruge lang tid, før de havde fordoblet føringen.

En ydmygende dribletur af Esbjergs Phillip Schultz viste mange af de elementer, frederikshavnerne har manglet de seneste kampe, og han endte altså med at score efter den flotte tur til stor ærgrelse for Frederikshavn.

Kampfakta

Esbjerg Energy - Frederikshavn White Hawks 3-1

Periodecifre: 1-0, 1-0, 1-1

Mål: 1-0 Craig Puffer (15.52), 2-0 Phillip Schultz (21.46), 3-0 Ryker Killins (41.54), 3-1 Aleksi Halme (48.46)

Udvisningsminutter: Esbjerg 8. Frederikshavn 12

Tilskuere: 2901

Frederikshavn White Hawks sluttede anden periode og startede tredje periode med at være i powerplay, men det udnyttede de ikke til at bringe spændingen helt tilbage i opgøret.

I stedet udnyttede Esbjerg et powerplay kort efter, hvor de scorede til 3-0 og stort set lukkede det fjerde opgør i serien. Galansky i Frederikshavn-målet kunne desuden ikke være tilfreds med at lade den puck gå i mål.

White Hawks gav sig selv lidt håb, da Aleksi Halme reducerede til 1-3 med 11 minutter tilbage af opgøret.

Frederikshavnerne kom ikke yderligere tilbage i kampen, og de må derfor forsøge at starte comebacket bagud 1-3 i kampe, når den første af de sidste tre kampe mod Esbjerg Energy allerede spilles søndag i Frederikshavn.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.