White Hawks-spiller får lang karantæne: - Den slags vil vi ikke tolerere
Frederikshavn White Hawks må undvære Radek Cip i syv kampe, eftersom han har fået karantæne for en grim tackling i søndagens kamp mod Odense Bulldogs
FREDERIKSHAVN: Det så ikke kønt ud, da White Hawks' Radek Cip ramte Odenses Jesper Thörnberg fra den blinde vinkel i søndagens kamp mellem de to mandskaber. Helt ufatteligt så ingen af kampens dommere hændelsen, der sendte Jesper Thörnberg i omklædningsrummet.
Radek Cip derimod fik lov til at blive på isen, hvor han senere scorede for White Hawks. Nu er der efterfølgende kommet en følgestraf til Radek Cip, der får syv spilledages karantæne.
- Det er svært at sige så meget til den afgørelse. Vi har haft en snak med Radek om, at den slags ønsker vi ikke at se i Frederikshavn. Det er ikke den slags opførsel, vi vil stå for som klub, og jeg vil lige tilføje, at det heller ikke er den slags handlinger, vi normalt forbinder med Cip, siger sportschef i White Hawks Kasper Kristensen.
- Han er oprigtigt ked af episoden, som vi har haft oppe at vende og vist til hele spillertruppen for at understrege, at det ikke er noget, vi vil tolerere. Vi håber blot, at Jesper Thörnberg snart er tilbage på isen, siger Kasper Kristensen.
Karantænen betyder, at Radek Cip kan gøre comeback, når White Hawks og Pirates mødes i den anden af de to nytårskampe den 30. december i Frederikshavn.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.