White Hawks tabte i det vilde vest

Der blev i mere end en forstand udlignet i kvartfinaleserien mellem Esbjerg og Frederikshavn White Hawks, da Energy vandt 3-0

Foto: René Schütze <i>Ritzau Scanpix</i>

Foto: René Schütze Ritzau Scanpix

ISHOCKEY:Hvor den første kvartfinalekamp mellem Frederikshavn White Hawks og Esbjerg i perioder havde karakter af en boksekamp, blev søndagens kamp indledt i noget, som man for Esbjergs vedkommende kunne karakterisere som ultimate fighting-mode.

Allerede under opvarmningen til søndagens kamp mellem Esbjerg Energy og Frederikshavn White Hawks var der heftige diskussioner mellem de to hold.

Det var tydeligt, at Esbjerg-spillerne havde noget på hjertet. Nok mest af alt en tilbagebetaling til Emeli Räsänen, der havde sendt Valdemar Ahlberg til tælling i fredagens kamp et i kvartfinaleserien.

Räsänen var få timer inden kampen blevet clearet til at spille, da der ikke kom en karantæne i kølvandet på den game misconduct, han modtog fredag. Med hans tilstedeværelse i Esbjerg var der på det nærmeste udlovet en dusør til den Esbjerg-spiller, der kunne få den store finne ned at bide i isen.

Da søndagens kamp kom i gang, var det tydeligt for alle i hallen, at Esbjerg-spillerne kom ud for at slås i de første minutter. Særligt Juuso Walli og Jannik Christensen havde travlt med at markere sig overfor Räsänen, der dog tog det meget roligt. Heller ikke en tilbagevendende pibekoncert mod Räsänen, når han modtog pucken, så ud til at påvirke ham.

Den vestjyske aggression kostede et par udvisninger i kampens indledning, men White Hawks' powerplay var ikke noget at skrive hjem om.

Der var eller et par fine muligheder, fordi Esbjerg-spillerne tog nogle lidt hovedløse udvisninger. Blandt andet Jannik Christensen, der havde meget travlt med at puste sig op. Da han og holdkammeraterne begyndte at fokusere på at spille ishockey kom de for alvor til at gøre ondt på White Hawks.

I den periode af kampen skulle Frederikshavn takke Tadeas Galansky og lykkens gudinde for, at man ikke kom bagud.

Det kom White Hawks imidlertid inden den første pause. Grayson Downing leverede et slalomløb af den helt elegante slags, da han sendte pucken i mål.

Føringen var en naturlig konsekvens efter den store koncentration af skud mod Galansky. Faktisk havde Esbjerg 18 afslutninger mod mål i første periode. I fredagens kamp havde Energy-holdet 18 afslutninger på 60 minutter. Et lille men meget sigende vidnesbyrd om det mindset, som vestjyderne havde entreret isen med.

Afslutningen på de 20 minutter bød helt naturligt på lidt puffen til hinanden og meningsudvekslinger efter slutsignalet. Den udgang rammede på sin vis kampens første tredje del perfekt ind.

Esbjerg Energy - Frederikshavn White Hawks 3-0

Periodecifre: 1-0, 1-0, 1-0

Mål: 1-0 Grayson Downing (18.53), 2-0 Grayson Downing (28.09), 3-0 Rasmus Bjerrum (59.57)

Udvisningsminutter: Esbjerg 12 , Frederikshavn 4

Tilskuere: 1804

Räsänen var stadig et skøjtende mål for hårde Esbjerg-tacklinger, da anden periode begyndte, men han gav igen af samme mønt. Da to Esbjerg-spillere forsøgte at ramme den store finne, resulterede det i, at der sekunder senere lå to Esbjerg-spillere på isen, mens Räsänen stille og roligt skøjtede væk.

Bedst som det ud til, at White Hawks var ved at melde sig lidt ind i kampen slog Esbjerg kontra. Pludselig var Grayson Downing helt fri, og den chance skøjtede han ned og konverterede til sin og Esbjergs anden scoring i kampen.

Faktisk var Esbjerg få minutter efter ved at gentage 2-0-målet. Denne gang stoppede Galansky dog den vestjyske friløber med en redning.

Esbjergs pres og intensitet var ikke på samme niveau i anden periode, men Frederikshavn havde fortsat problemer med at skabe de offensive muligheder, der for alvor kunne retfærdiggøre en scoring. Der var flere halve chancer, men tættest på en scoring var faktisk Emeli Räsänen, der efter et par fikse træk ramte stolpen.

Da hornet atter lød som et tegn på periodepause, var det fortsat ikke lykkedes White Hawks at komme på måltavlen.

Hvor særligt første periode havde været med enorm intensitet og en meget fortættet stemning på isen, var tredje periode en helt anden forestilling, hvis man ikke vidste det, ville man ikke tro, at det var samme hockeykamp, man var vidne til. Esbjerg så for sin del ud til at have fået afløb for sine frustrationer, og White Hawks havde stadig svært ved at sætte noget offensivt sammen.

Det blev til enkelte chancer for høgene, men de var på ingen måde flyvende mod et hjemmehold, der var tættere på 3-0, end White Hawks var på at komme tilbage i opgøret. I kampens døende sekunder fik Rasmus Bjerrum scoret i et tomt White Hawks-mål til 3-0.

Kamp tre spilles onsdag klokken 19 i Frederikshavn.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.