White Hawks-træner om skuffende slutspil: - Der mangler nok lidt ydmyghed
Mads Larsen peger på, at et trænerskifte lige før kvartfinalen langt fra var optimal

Kasper Degn måtte se slukøret til, da høgene formøblede en 2-0-føring i løbet af anden og tredje periode. Foto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen
ISHOCKEY:Det blev kun til fem kampe i slutspillet for Frederikshavn White Hawks, der søndag aften blev sendt på tidlig sommerferie af Esbjerg Energy.
Nordjyderne startede ellers opgøret i hopla. Der var stor disciplin, skøjtevillighed, der blev lagt masser af pucke på mål og enkelte frederikshavnere fik i åbningen med et par hårde tacklinger sendt signal til udeholdet om, at de havde i sinde at skulle ud i minimum en sjette kamp.
Høgene kom således hurtigt foran med 2-0, men da kampen blev genstartet efter første periodepause, var det et forvandlet hjemmehold, der langt fra bragte den samme gnist.
- De ville det mere end os, lyder den hurtige og simple forklaring fra Kasper Degn, der overtog cheftrænerposten fra Jari Pasanen kort før slutspillet, da den finske træner blev ramt af sygdom i nærmeste familie.
- Det blev afgørende, at Esbjerg spillede ishockey i 40 minutter, mens vi kun spillede i 20 minutter. Jeg har svært ved at svare på, hvad som gik galt, men med den viden, jeg har om truppen, så mangler der nok lidt ydmyghed i forhold til, hvad man skal levere, når det er slutspil. Det har Henrik (Christiansen, assistenttræner, red.) og jeg selvfølgelig også en del af ansvaret for, men der manglede en accept af bare at gøre de simple ting, siger Kasper Degn.
Mads Larsen, der spillede sin femte slutspilsserie i White Hawks-trøjen peger på, at forberedelserne frem mod slutspillet ikke har været de bedste.
- Der er ingen tvivl om, at det ikke er optimalt at lave et trænerskifte, lige inden slutspiller starter. Men det var jo nu engang nødvendigt, og det er overhovedet ikke Jaris, Kaspers eller Henriks (Christiansen, assistenttræner, red.) skyld. Det var os spillere, som ikke leverede varen, lyder det fra en ærlig Mads Larsen.
Skuffelsen lyste ud af den frederikshavnske backprofil, som skulle have flere spørgsmål en vanligt for åbne op om, hvor det er, det er gået galt for høgene i denne sæson.
- Det, som gik galt i anden og tredje periode, er det samme, som er gået galt det meste af sæsonen. Vi har holdet til at gå langt. Vi har spillet virkelig god ishockey i perioder, men der har været for mange udsving, og det er over hele linjen.
- Vi har prøvet at justere og rette til. Det har af og til hjulpet lidt på det, men så alligevel ikke. Det har været som en rutsjebane, hvor vi spiller supergodt, men størstedelen af tiden har vi ikke været strukturerede nok, og det koster, siger han.
Ifølge Kasper Degn blev det afgørende, at Esbjerg tidligt i serien fik overhånden.
- Det gav dem en helt anden ild i øjnene end os. De bragte flere procenter på isen, og det afgører slutspilsserier, siger Kasper Degn.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.