Ishockey

Se målene: Frederikshavn viste stor moral i flot derby-comeback

Frederikshavn White Hawks fik i den grad revanche for sidste uges 2-9-nederlag mod Pirates, da man vandt fredagens nordjyske derby 4-3 efter straffeslagsafgørelse

Frederikshavn White Hawks kunne i den grad juble efter en sejr over Aalborg Pirates, der understreger, at man er på rette spor efter en elendig indledning på sæsonen.
Frederikshavn White Hawks kunne i den grad juble efter en sejr over Aalborg Pirates, der understreger, at man er på rette spor efter en elendig indledning på sæsonen. Foto: Bente Poder

Opdateret kl. 23:29

Sport kan nogle gange være en forunderlig størrelse. For blot en uge siden blev Frederikshavn White Hawks spillet baglæns ud af Gigantium, da man var på besøg hos Aalborg Pirates. 

Det blev til en næsten historisk stor ydmygelse af vendelboerne, der efterfølgende var ude at undskylde overfor fans og sponsorer. 

Siden da har White Hawks fået luft under vingerne. Fra at ligne en flok vingeskudte måger, havde frederikshavnerne vundet de to mellemliggende opgør mod Herlev. Blandt andet via en yderst stærk moral. 

Frederikshavn White Hawks - Aalborg Pirates 4-3 (e.s.)
  • Ishockey, Metalligaen
  • Periodecifre: 0-1, 1-2, 2-0 
  • Mål: 0-1 Patrick Bjorkstrand (13.26), 1-1 Robin Johansson (26.01), 1-2 Pierre-Olivier Morin (37.52), 1-3 Pierre-Olivier Morin (28.21), 2-3 Mikkel Bertelsen (44.42), 3-3 Todd Winder (51.40)
    Straffeslag: 4-3 Robin Johansson
  • Udvisningsminutter: White Hawks 6, Pirates 6
  • Tilskuere: 1896

Samme moral viste sig igen hos Metalligaens aktuelle bundbold, da der var lagt op til torskegilde hjemme mod Aalborg Pirates. Der var en regning, der skulle gøres op. 

Omvendt har Pirates leveret et uforklarligt sammenbrud, da man i midtugen leverede en af de bedre perioder i sæsonen mod Odense. Siden stoppede man dog totalt med at skøjte, så det var spændende at se, hvilken Pirates-udgave der meldte sin ankomst i Frederikshavn. 

Robin Johansson var den store profil i Frederikshavns sejr over Aalborg. Foto: Bente Poder

 Umiddelbart var det en helt anden kamp, end forrige fredags nedslagtning af høgene. Første periode var en lige forestilling, og kun et mål fra Patrick Bjorkstrand adskilte de to hold på måltavlen. 

Frederikshavn var så absolut med i kampen, og ikke nok med det. Det var White Hawks-spillerne, der langt hen ad vejen havde initiativet. Der blev skøjtet og arbejdet mere fra hjemmeholdets side, mens Pirates-spillerne lignede en flok teenagere, der var mere interesseret i at komme ud at være en del af J-dag. 

Robin Johansson fik udlignet, men Pirates kom på 2-1 i en situation, som aldrig burde være opstået, da dommerne overså en ret tydelig offside i sekvensen op til målet. Morin var dog ligeglad. På cirka et halvt minut fik han scoret to gange, og så lignede det den forventede sejr til Pirates.

White Hawks viste dog stor moral og kæmpede sig flot tilbage på 3-3 via scoringer fra Mikkel Bertelsen og en drøn af en afslutning fra Todd Winder. 

Pierre-Olivier Morin blev dobbelt målscorer for Aalborg Pirates, men det sikrede ikke sejren over lokalrivalerne. Foto: Bente Poder

Kampen gik i overtid, og her indledte Aalborg i powerplay. Men ligesom resten af indsatsen var der viljen til forskel på de to holds indsats. Aalborg var tandløs i overtallet, mens White Hawks moste på. De fem minutters ekstra ishockey sluttede uden scoringer. 

Straffeslagsafgørelse på et lokalbrag er altid en sjov måde at afgøre tingene på. Her var det dog Tadeas Galansky og George Sørensen i de to mål, der var bedst kørende. De nappede de fem første forsøg, men på det sjette satte White Hawks' Robin Johansson pucken ind, og så eksploderede Nordjyske Bank Arena i jubel. En jubel, der ikke er set lignende meget, meget længe. 

White Hawks fik ikke alene oprejsning fra sidste fredags blamage. Man fik i den grad også taget revanche. 

Se målene fra kampen herunder - bragt i samarbejde med Metalligaen.tv

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden