Wimbledon åbner dørene for uvaccinerede spillere
Der bliver ikke krav om coronavaccination til årets Wimbledon, slår arrangøren fast.
Novak Djokovic' deltagelse ved årets Australian Open endte i en regulær farce, da de australske myndigheder endte med at annullere hans visum og sende ham hjem, da han ikke var vaccineret mod coronavirus.
Den serbiske verdensetter skal dog ikke frygte for sin deltagelse i dette års Wimbledon, hvor han er forsvarende mester.
På et pressemøde tirsdag i London slog arrangøren fast, at der ikke vil være vaccinationskrav til grand slam-turneringen i London i år.
Sally Bolton, administrerende direktør i All England Lawn Tennis Club, der arrangerer Wimbledon, slår fast, at man følger myndighedernes retningslinjer.
- Indrejsereglerne i Storbritannien inkluderer ikke påbudt vaccination, så selv om det selvfølgelig tilskyndes, vil det ikke være en betingelse for at kunne deltage i turneringen i år, siger Sally Bolton ifølge Sky Sports.
Djokovic var også forsvarende mester i Australian Open, men han fik ikke muligheden for at forsvare sin titel, da han ikke levede op til kravene for at få en dispensation fra vaccinationskravet i landet.
Den serbiske tennisstjerne har tidligere sagt, at han var villig til at droppe turneringer, hvis der var krav om vaccination. Det har allerede kostet ham et par turneringer i år.
Til gengæld bliver den prestigefulde græsturnering i år uden deltagelse af spillere fra Rusland og Hviderusland.
Arrangøren har udelukket spillere fra de to nationer som følge af Ruslands invasion af Ukraine.
Det går imod anbefalingerne fra både ATP og WTA, henholdsvis mændenes og kvindernes tennistour, som mener, at spillerne skal have lov til at stille op under neutralt flag.
Wimbledon slog på pressemødet fast, at man fastholder udelukkelsen af de to nationers spillere. Blandt andet med begrundelse om frygt for spilleres sikkerhed, samt at man frygter, at spillernes deltagelse kan blive brugt som propaganda.
Det betyder, at spillere som Daniil Medvedev, Andrey Rubles, Victoria Azarenka og Aryna Sabalenka ikke kan deltage.
Turneringen spilles fra 27. juni til 10. juli.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.