Sport

Winnipegs førsteplads er i fare efter tredje NHL-nederlag i træk

Nikolaj Ehlers scorede natten til søndag, men det var ikke nok til at få Winnipeg Jets tilbage på sejrskurs.

Nikolaj Ehlers kom på måltavlen natten til søndag, men Winnipeg Jets tabte alligevel hjemme til Detroit Red Wings.
Nikolaj Ehlers kom på måltavlen natten til søndag, men Winnipeg Jets tabte alligevel hjemme til Detroit Red Wings. Terrence Lee/Ritzau Scanpix

Efter en forrygende start på NHL-sæsonen har Winnipeg Jets, der har danske Nikolaj Ehlers blandt profilerne, tabt pusten en smule.

Jets har længe ligget nummer et i den vestlige del af den bedste nordamerikanske ishockeyliga, men den position er nu i fare.

Det står klart efter tredje nederlag i træk natten til søndag dansk tid.

På hjemmebane tabte Jets og Ehlers med 2-4 til Detroit Red Wings.

Jets har længe ligget relativt trygt på førstepladsen i NHL's vestlige halvdel. Det skyldes især, at sæsonen blev indledt med 15 sejre i de første 16 kampe.

Siden da har der dog sneget sig flere nederlag ind, og holdet står nu noteret for 56 point efter 27 sejre og 14 nederlag i sæsonens første 41 kampe.

Det betyder også, at Vegas Golden Knights nu ånder dem kraftigt i nakken.

Med en sejr tidligt søndag morgen dansk tid over Buffalo Sabres kan Golden Knights også gå forbi dem og indtage førstepladsen i NHL's vestlige halvdel.

28-årige Nikolaj Ehlers bidrog med en scoring, da Jets natten til søndag havde besøg af Detroit Red Wings. Målet faldt i tredje periode og var en reducering til 2-3. Men det var altså ikke nok til at hjælpe Jets til sejr.

Ehlers har spillet 32 kampe i sæsonen og lavet 12 mål og 21 assister.

Carolina Hurricanes løb natten til søndag ind i et 0-4-nederlag til Minnesota Wild. Hurricanes er fortsat uden holdets danske førstemålmand, Frederik Andersen, der siden slutningen af oktober har været ude med en knæskade.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden