Sport

Wozniacki er blevet mor for tredje gang

Caroline Wozniacki er blevet mor for tredje gang. Max Wozniacki Lee blev født lørdag, oplyser tennisstjernen.

Caroline Wozniacki blev lørdag mor for tredje gang (Arkivfoto).
Caroline Wozniacki blev lørdag mor for tredje gang (Arkivfoto). Mike Frey/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 22:18

Caroline Wozniacki er lørdag blevet mor til sit tredje barn.

Det oplyser hun på det sociale medie Instagram.

- Max Wozniacki Lee, født 26. juli 2025. Mor og baby er sunde og raske, og vores familie kunne ikke være mere glad, skriver hun.

Sammen med den tidligere basketballspiller David Lee har den 35-årige danske tennisstjerne også børnene Olivia og James.

Tilbage i april annoncerede Wozniacki, at hun var gravid igen.

Det var efter måneders spekulationer om hendes tenniskarriere.

Wozniackis seneste professionelle kamp var 2. september sidste år, da hun blev sendt ud af US Open.

I forbindelse med French Open fortalte hun Ritzau, at hun ikke vil udelukke at spille professionel tennis efter at have fået sit tredje barn.

- Det er et godt spørgsmål. Det kommer an på, hvordan jeg har det, og hvordan kroppen har det. Jeg er ikke sikker på noget, og jeg tænker ikke så langt frem lige nu, sagde Caroline Wozniacki i slutningen af maj.

Wozniacki indstillede sin karriere for første gang i starten af 2020, men i sommeren annoncerede hun sine comebackplaner, der blev ført ud i livet få uger efter.

Hun nåede samme sommer ottendedelsfinalen i US Open, og den bedrift gentog hun, da hun sidste sommer deltog i grand slam-turneringen i New York.

Det var hendes to bedste resultater efter comebacket sammen med kvartfinalen i Indian Wells i marts 2024.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden