Yderst godkendt weekend for AaB-talenter - kun én sejr manglede for at gøre rent bord

Der var masser af point og gode præstationer blandt AaB's talenthold i den forgangne weekend

Arkivfoto: Lars Pauli <i>Foto: Lars Pauli</i>

Arkivfoto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

FODBOLD:AaB's tre ældste talenthold i de landsdækkende rækker har levet en pointfattig tilværelse i denne sæson, men lørdag kom der nogle tiltrængte point på kontoen.

Først og fremmest leverede U17 en flot og meget helstøbt præstation, da SønderjyskE blev besejret 4-2.

Magnus Velling Pedersen bragte AaB hurtigt foran, og han fik også chancen fra straffesparkspletten for at øge føringen kort efter. Han brændte dog sit forsøg, men på det efterfølgende hjørnespark udnyttede Nikolai Veilbæk Andersen en indøvet detalje til at sparke bolden i mål til 2-0.

Da AaB i anden halvleg for anden gang fik et straffespark blev det Nikolai Veilbæk Andersen, der blev sat til at eksekvere. Det gjorde han med succes, og det bragte AaB på 3-1. Sebastian Lind scorede det sidste AaB-mål, da han gjorde det til 4-2.

Sejren var den første i foråret, men underbygger indtrykket af, at det dårlige efterår er blevet afløst af mere stabile takter.

For U19-holdets vedkommende var det faktisk en U17-spiller, der gjorde sig godt bemærket i kampens indledning. Oscar Meedom, der stadig har alderen til at spille U17-fodbold bragte AaB's U19-hold foran mod SønderjyskE.

Da Jakob Gaardsøe, der i øvrigt ikke er i familie med Thomas Gaardsøe, kort efter gjorde det til 2-0, var AaB på den grønne gren. Men som var der tale om en genudsendelse fra tidligere kampe, lykkedes det AaB-spillerne at formøble en god indledning.

SønderjyskE-spillerne fik mere eller mindre foræret ikke bare et, men hele tre mål inden pausen. Der var bestemt også gode SønderjyskE-aktioner involveret i scoringerne, men der var også store personlige fejl fra AaB-side med som en del af fortællingen. Den slags fejl har været et gennemgående tema for AaB, og da holdet efter pausen virkede lidt ramt, blev det aldrig til det eller de point, som man burde have fået med fra en kamp, som man førte 2-0 undervejs.

Bedre gik det for U15-holdet, der fik en 3-2-sejr efter en afvekslende kamp, hvor man var foran 3-0. Det var først i overtidens døende sekunder, at SønderjyskE fik reduceret til 2-3, men alligevel fik man produceret en enkelt chance efterfølgende. Nederlaget sammenholdt med de øvrige resultater betyder, at AaB dumper ned på sidstepladsen i U19-ligaen.

- Vi er tilfredse med dele af spillet. Der var nogle momenter i spillet, som vi løste godt. Blandt andet kom vi godt i gang med kampen, og vi fik også vist noget god fodbold i perioder af kampen, men der er naturligvis også plads til forbedringer, siger AaB's U15-træner Dennis Deleuran.

Det var efterhånden et stykke tid siden den seneste sejr for U15-holdet, så der var god stemning efter kampen.

- Jeg er ikke i tvivl om, at det betyder noget for drengene at vinde en kamp. De havde også fortjent at få en succesoplevelse, for de knokler virkelig på til træning, og det er nok bare med til at øge træningsglæden i den kommende uge, siger Dennis Deleuran, der fremhæver midtbanespilleren Christian Tcacenco og anfører Valdemar Damgaard for gode individuelle præstationer.

Som et ekstra krydderi fra weekendens talentresultater kan det nævnes, at AaB's U14-hold lammetævede FC Midtjyllands U14-hold 7-3. AaB var undervejs i kampen foran med 6-0.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.