Fodbold

Yussuf Poulsen lyner i pokalavancement

Yussuf Poulsen brugte hovedet, da han scorede det første mål i RB Leizpigs 2-0-sejr over Hansa Rostock.

RB Leipzig - Hansa Rostock
RB Leipzig - Hansa Rostock Jan Woitas/Ritzau Scanpix

Med både Bayern München og Dortmund elimineret er RB Leipzig blandt favoritterne i den tyske pokalturnering, DFB Pokal.

Onsdag sikrede holdet sig en plads i kvartfinalerne takket være blandt andet en træffer af den danske landsholdsangriber Yussuf Poulsen.

27-årige Poulsen grundlagde 2-0-sejren over Hansa Rostock efter bare seks minutters spil, og siden slog Dani Olmo avancementet fast kort før tid.

Scoringen var Yussuf Poulsens femte i 18 kampe i alle turneringer for RB Leipzig i denne sæson, hvor han haft en periode på skadeslisten.

RB Leipzig har endnu sit første store trofæ til gode, og der var også lidt slinger i valsen mod Hansa Rostock fra bunden af den næstbedste række.

Poulsen var med i opspillet til 1-0-scoringen, som kom efter hurtigt småspil og et indlæg fra højrebacken Lukas Klostermann, som danskeren pandede i nettet i en helt fri position.

Leipzig dominerede som ventet kampen spillemæssigt, men havde svært ved at udbygge føringen. Blandt andet var overliggeren i vejen for endnu en scoring lige før pausen.

Først knap ti minutter før tid fik Leipzig dræbt spændingen i opgøret, da spanske Dani Olmo fladet sparkede kuglen i kassen efter en veludført kontra.

Leipzigs modstander i kvartfinalerne bliver fundet ved en lodtrækning på søndag.

Her vil også Hannover fra 2. Bundesliga være i bowlen. Onsdag overraskende holdet ved at slå Borussia Mönchengladbach med hele 3-0.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden