Sportschef: Godt vi fik Fredericia
Hobro slipper for SønderjyskE, der har været endestation i pokalturneringen to år i streg
HOBRO: I år kom 1. divisionsklubben FC Fredericia Hobro IK til undsætning og ekspederede SønderjyskE ud i tredje runde af DBU Pokalen. SønderjyskE har nemlig slået Hobro ud af pokalturneringen de seneste to år.
- Så jeg er bare rigtig glad for på den baggrund, at vi skal møde Fredericia og ikke SønderjyskE igen, siger sportschef i Hobro Jens Hammer Sørensen.
Nu venter i stedet FC Fredericia i fjerde runde af DBU Pokalen. Lodtrækningen vækker tilfredshed i Hobro-lejren, da de fik tildelt hjemmebanefordelen til kampen. Og så håber sportschefen, at de kan gå videre og trække et hold fra øverste hylde næste gang.
- Vi vil gerne trække en stor Superligamodstander og give vores publikum en god fodboldoplevelse på DS Arena.