Spritfabrikken lukker - produktionen flytter til Norge

14 medarbejdere bliver afskediget. Området skal være international kunst- og kulturby

Efter 83 år er det slut med spritfabrikkerne i Aalborg.Arkivfoto: Michael Bygballe <i>Michael Bygballe</i>

Efter 83 år er det slut med spritfabrikkerne i Aalborg.Arkivfoto: Michael Bygballe Michael Bygballe

AALBORG:Efter 83 år er det slut med produktion af akvavit i Aalborg. Efter kun at have ejet virksomheden i et års tid har Arcus Gruppen valgt at flytte produktionen til Norge, og det betyder, at virksomhedens aktiviteter lukker i Aalborg. 14 medarbejdere bliver afskediget.

De historiske bygninger bliver overtaget af A. Enggaard A/S, som sammen med Martin Nielsen Holding ApS vil omdanne området og bygningerne til en international kunst og kulturby.

Om salget siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen, Aalborg:

- Jeg beklager meget, at spritfabrikken flytter. Spritfabrikken har været en væsentlig del af Aalborgs identitet gennem en menneskealder. Jeg føler med de dygtige medarbejdere, der i dag udfører et rigtig godt arbejde på spritfabrikken i Vestbyen, og som nu kommer til at stå uden arbejde. Det er mit håb, at det hurtigst muligt vil lykkes dem at finde et nyt og meningsfyldt arbejde.

Fra Arcus Gruppen lyder det, at man siden overtagelsen af Aalborg Spritfabrikker i januar 2013 har disponeret over to produktionsanlæg.

I Aalborg er der begrænset produktion i forhold til anlæggets størrelse, mens der på det norske anlæg på Gjelleråsen udenfor Oslo er ledig kapacitet.

Fra foråret 2015 vil hele koncernens produktion af både danske og norske akvavitter samt Gammel Dansk derfor blive produceret på koncernens anlæg uden for Oslo. Det sikrer stordriftsfordele. Fordele der skal bruges til omfattende investeringer i de danske brands, oplyser Otto Drakenberg, der er koncernchef ArcusGruppen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden