Leder

Stå fast på de idealer, der har formet os

FN mener, at Danmark overtræder mindst fire af FN's konventioner ved ikke at evakuere de danske statsborgere i al-Hol og al-Roj-lejrene i Syrien. Hvor er lederne, der tør stå vagt om de humanistiske idealer, der har formet vores samfund?

Digital debatredaktør Johannes Jacobsen. Arkivfoto: Henrik Louis

Digital debatredaktør Johannes Jacobsen. Arkivfoto: Henrik Louis

For anden gang på få måneder har FN kritiseret Danmark for ikke at evakuere de mindst 26 danske statsborgere, der sidder i flygtningelejrene al-Hol og al-Roj i Syrien.

Fionnuala Ní Aolaín, der er specialrapportør for fremme og beskyttelse af menneskerettigheder i FN, skriver sammen med andre rapportører i et brev til Danmark, at man overtræder mindst fire af FN’s konventioner, herunder børnekonventionen, den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og verdenserklæringen om menneskerettigheder.

Udenrigsminister Jeppe Kofoeds skriftlige svar til DR minder mest af alt om et træk på skuldrene:

”Danmark er generelt ikke retsligt forpligtet til at evakuere borgere, herunder børn, der opholder sig i lejrene i Syrien, heller ikke efter konventionerne. Det er den danske juridiske vurdering.”

Regeringen vil gerne fremstå som de hårdeste i klassen, når det kommer til det udenrigspolitiske. Så må det koste nogle danske statsborgere et ophold i flygtningelejre, hvor det er rapporteret, at IS aktivt headhunter børn. Menneskerettigheder? Nej, tak, det er passé.

Hvorfor er vi endt her? Hvordan er det kommet til, at den danske regering er villig til at give afkald på de humanistiske idéer om menneskerettigheder, der har været med til at forme os?

I oktober 2020 markerede den franske præsident Emmanuel Macron sig anderledes humanistisk. ”Nous croyons dans les Lumières,” sagde han med fast, fransk sikkerhed i stemmen. ”Vi tror på oplysningen.” Han blev interviewet af Al Jazeera i kølvandet på halshugningen af den franske lærer Samuel Paty og drabet på tre mennesker i en kirke i Nice. I det timelange interview slog han gang på gang fast, at de franske love er frugterne af oplysningstiden.

Arven fra oplysningstiden – eller frugterne, som Macron så smukt siger - er idéer om menneskets rettigheder, værd og plads i samfundet. De idéer har været med til at forme det europæiske kontinent siden renæssancen og oplysningstiden.

Det har ført samfundsudvikling, økonomisk fremgang, frihed og tolerance med sig. Det har skabt grobunden for de vestlige demokratier og de menneskerettighedserklæringer, vi gennem EU og FN er en del af og har forpligtet os på.

Tænk, hvis vi havde ledere, der turde tale på samme måde som Emmanuel Macron! Tænk, hvis Mette Frederiksen pakkede makrelmaden væk og stillede sig op og sagde, at i Danmark tror vi på frihed, lighed, retfærdighed, ytringsfrihed.

At i Danmark tror vi på frugterne fra oplysningstiden, og det er vi klar til at kæmpe for! Selv når ubelejligt irriterende situationer opstår – som eksempelvis den med danskerne i flygtningelejrene – står vi her til lands fast på de humanistiske idealer, vi har opbygget vores samfund på. Selvfølgelig vil vi leve op til menneskeretskonventionerne. Tænk sig...

Man kan godt havde en hård og stram udlændingepolitik uden at skulle give afkald på de grundlæggende humanistiske idealer om menneskets værd og rettigheder.

Men regeringens kurs ligner et ræs mod bunden, en dehumanisering, et spil ”kylling”, hvor man ignorerer advarsler fra andre lande, menneskerettighedsorganisationer og FN. Man må for alt i verden bare ikke fremstå bløde.

Og netop ved at stå fast på at virke hård og stram i det udenrigspolitiske spil, forbryder regeringen sig mod en af oplysningstidens vigtigste og smukkeste idéer.

Nemlig Immanuel Kants idé om, at man aldrig må reducere mennesket til kun at være et middel. Mennesket er altid målet i sig selv. De danske statsborgere - især børnene - i flygtningelejrene er på umenneskelig vis blevet en brik - et middel - i regeringens spil om at opnå titlen som Borgens Hårdeste Hunde.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.