Advokatvirksomhed

Stadig masser at lave for juridiske skraldemænd

Konkurssager giver ofte usædvanlige opgaver på advokatkontor

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der går et halvt til et helt år endnu, inden situationen bedre, vurdere Palle Møller Jørgensen.

Finanskrisen er langsomt ved at klinge ud, men eftervirkningerne opleves stadig tydeligt hos Advokaterne Amtmandstoften i Hjørring, der blandt andet har specialiseret sig i konkurssager. Specialiseringen betyder, at kontoret ofte må træde til med meget kort varsel som ejendomsadministrator, vicevært, juletræsproducent eller som forhandler af alt fra balkjoler til landbrugsmaskiner. Advokaterne Palle Møller Jørgensen og Erik Bo Sørensen kalder da også sig selv for "juridiske skraldemænd", fordi det insolvensretlige område, der omfatter konkurser, tvangsauktioner og gældssanering i vid udstrækning handler om oprydning. Eksempelvis har Palle Møller Jørgensen oplevet, at han stort set fra den ene dag til den anden blev kurator i et større ejendomskompleks med 22 udlejningsejendomme indeholdende 170 lejemål. - Det satte sit præg på arbejdet her på kontoret i en længere periode, idet vi administrerede ejendommene i bobehandlingsperioden, så vi i en lang periode ud over den juridiske afvikling desuden var udlejer og vicevært, fortæller Palle Møller Jørgensen. Klargøre juletræer På samme måde hører salg af materiel, maskiner og varelagre til normale arbejdsopgaver, men også mere usædvanlige forhold må man som kurator være parat til at håndtere. For et års tid siden måtte Erik Bo Sørensen således sørge for klargøring af en større juletræsproduktion, der skulle høstes og sælges til det tyske marked. Også salg af et parti eksklusive kjoler og designertøj i den dyre ende har givet anledning til nogen overvejelse, fortæller de to advokater. De siger, at væksten i sager på dette område ganske simpelt er eksploderet, siden finanskrisen satte ind, og selv om tiderne begynder at se lysere ud, mærkes det ikke i antallet af sager: - Der er mange, der har lidt svære tab i de forløbne år, og det sætter stadig spor. Vores vurdering er, at følgerne af krisen fortsat vil kunne ses i det kommende halve til hele år, siger Palle Møller Jørgensen. Han oplyser, at firmaet bare siden sommerferien sidste år har oprettet over 30 nye konkurssager. Svært at fyre medarbejdere Mens nogle af advokaternes opgaver kan kalde på smilebåndet, er der andre, der bestemt ikke gør det: - Det sværeste er at tage ud på en virksomhed, når der er afsagt konkursdekret, og fyre medarbejderne. Selv om lønnen og feriepengene er sikret gennem Lønmodtagernes Garantifond, ved man, at det for mange kan vare en social katastrofe, og det gør ondt, fortæller Erik Bo Sørensen. En stor del af kontorets rådgivning går på at undersøge mulighederne for at undgå konkurs, men advokaterne oplever desværre, at man ofte kommer for sent, således at de, der er kommet ud i økonomisk uføre, er meget svære at hjælpe.