Stærk AaB-keeper sur på dommeren
Nicolai Larsen reddede straffespark, men blev også passeret af sin kollega i AGF-målet
Opdateret kl. 23:08
AALBORG: Målmændene var i fokus, da AaB og AGF fredag aften spillede 2-2 i en dramatisk superligakamp på NORDJYSKE Arena.
AaB’s Nicolai Larsen reddede et straffespark og flere åbne chancer i anden halvleg, mens AGF’s Steffen Rasmussen scorede på sin kollega dybt inde i overtiden.
- Jeg synes, at Steffen udelukkende gik efter mig. Han skubbede mig i flere omgange, og jeg forsøgte at få fat i dommeren, men han ville ikke rigtig lytte. Det er bare rigtig meget op ad bakke, lød det fra AaB-målmanden.
Han var generelt ikke imponeret af dommer Anders Poulsen, da han mente, AaB blev snydt for et straffespark i første halvleg. Desuden så han Duncan have hånden på, før han udlignede til 1-1 og mente desuden, at AGF-angriberen begik frispark på Kenneth Emil Petersen i sekundet inden der blev dømt straffe.
- Vi følte os klart bortdømt i mange af de afgørende situationer. Så det er rigtig surt, at vi ikke havde en dommer på banen, sagde Nicolai Larsen hovedrystende.