Stærke sangere søges
Skansespillet i Hals gør klar til stor mundfuld med musicalen Atlantis
HALS/ULSTED: Skansespillet kaster sig ud i en krævende og ambitiøs forestilling, når amatørskuespillerne næste år opfører musicalen Atlantis på Hals Skanse.
Det kræver mange gode kræfter at få landet den udfordring, og Skansespillet er ude i god tid for at vække interessen hos nordjyske amatørskuespillere. Spillet får især brug for sangstærke skuespillere og dansere.
- Vi håber, at rigtig mange vil melde sig til vores audition, siger kapelmeste r Martin Kjeldgaard.
Kendt for store hit
Tilmelding til audition er inden 7. november, og selve prøven foregår i weekenden 13. til 15. november i Skansespillet øvelokaler i Ulsted. Deltagerne skal være fra 12 år og opefter. Selve prøveforløbet starter i begyndelsen af januar.
Atlantis går over scenen i Hals 7. til 16. juli, og der lidt af en nyklassiker i dansk sammenhæng. Musicalen fik urpremiere på Bellevue Teatret tilbage i 1993 og er blandt andet kendt for nogle af de største danske musicalhits nogensinde: ”Den feber kaldes kærlighed” og ”Morgen på Atlantis”.
Instruktionen i Hals varetages af Torben Skov.
Sangcoach er Johannes Rodh, som er med i instruktørgruppen for første gang. Han har tidligere været med i orkesteret, og han sidder også i orkesterhuset i 2016.
Dramatisk forestilling
Atlantis er en dramatisk forestilling om troskab, modgang, magt, kongemord, krig og ikke mindst kærlighed. I en kombination af myte og eventyr fortælles historien om et samfund på magtens tinde, om et folk, der har glemt, hvor det kom fra, og om en verden hvor svig og magtbegær overskygger de gode kvaliteter i mennesket. Undergangen nærmer sig, men guderne lader sig ikke bare forkaste.
- Det lyder alt sammen meget alvorligt, men forestillingen er krydret med humoristiske indslag og festlige numre, der nok skal bringe smilene frem, siger kapelmester Martin Kjeldgaard.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.