Stena Saga-ulykke: Risiko for bødestraf
Efter lørdagens dødsulykke på Stena Saga har Arbejdstilsynet givet Stena Line flere påbud. Rederiet risikerer bødestraf
FREDERIKSHAVN: Lørdag morgen mistede en 23-årig svensk matros livet i en arbejdsulykke på fragtfærgen Stena Saga.
Arbejdstilsynet blev straks tilkaldt, og de har set på forholdene i skibet og har givet Stena Line et forbud.
- På grund af ulykkens alvor har vi givet et påbud om at standse arbejdet med læsning af gods på bildæk, til dette er planlagt og foregår under sikre forhold, siger tilsynschef Tommy Bach fra Arbejdstilsynet TC Nord.
Man overvejer nu, om der skal være et juridisk efterspil i form af en bødestraf til Stena Line efter den alvorlige arbejdsulykke.
Matrosen, der blev slået ihjel, var i gang med at dirigere lastbilanhængere på plads i skibet. Samtidig var en skylift også i brug. Tilsyneladende så ingen af parterne hinanden, og den mange tons tunge lift kørte over den 23-årige mand med det ene gummihjul. Matrosen omkom på stedet.
- Det er endnu for tidligt at sige, om arbejdsforholdene var årsag til ulykken. Det bliver der set på i den juridiske vurdering, siger Tommy Bach.
Årsagen er stadig uvis
Udover påbuddet om at standse læsningen udsendte arbejdstilsynet tre strakspåbud. To af dem går ud til både den danske og svenske afdeling og lyder på, at Stena Line skal sikre, at der samarbejdes om at skabe sikre og sunde arbejdsforhold for alle beskæftigede ombord.
Det sidste strakspåbud går på at sikre, at der gives tilstrækkelig og fyldestgørende instruktion i farefrit arbejde med læsning af gods.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.